Simone de Beauvoirs legendariske udlægning af kvindens plads er fra 1949. Siden er det gået fremad med ligeberettigelsen, og i hvert fald i den vestlige verden har kvinden i stort omfang de samme muligheder som manden. Men selvom Beauvoirs gennemførte analyse af datidens kvinderolle er fyldt 70 og har fået følgeskab af mange andre værker, så er den stadigt enestående grundig, klartsynet og byder på væsentlig historisk dokumentation.
Kvinderne har kun vundet, hvad mændene godvilligt har afstået til dem. Sådan er Beauvoirs foreløbige konklusion på kvindefrigørelse. Det er ikke naturen der har gjort manden til herskeren. Det har manden selv. Og kvindens status som mandens appendix eller hjælper er blevet bekræftet mange gange i tidens løb. Beauvoir dokumenterer løbende, og man må give hende ret: Freud antager til eksempel, at kvinden føler sig som en kastreret mand og indfører begrebet penismisundelse. Ifølge Beauvoir tager han fejl, kvinden er muligvis og sandsynligvis misundelig på manden, men det er måske mest de medfødte privilegier der er årsag til misundelsen.
Mændenes privilegier er dyrket gennem århundreder. I det gamle Athen stod kvinden for magtesløse reaktioner: scener, tårer og skideballer. Sokrates’ hustru Xantippe havde det ry. Augustin skrev i det fjerde århundrede efter Kristus, at … kvinden er et dyr, der mangler fasthed og stadighed. Ifølge Aquinas er kvinden er et ‘tilfældigt’ og ufuldkomment væsen, en slags mislykket mandsskabning, og Balzac skrev, at Kvinden er en ejendom, der erhverves ved kontrakt.
Undertrykkelsen af kvinden var et vedtaget historisk fænomen. Økonomisk stod hun under farens eller ægtefællens autoritet, og med den økonomiske undertrykkelse fulgte den sociale. Den industrielle revolution blev kvindens adgang til arbejde, og hendes frigørelse var tæt forbundet med socialismen. Nu blev kvinderne i de lavere klasser lønmodtagere omend til en lavere løn end mændene. Da Beauvoir skrev ‘Det andet køn’, havde schweizerne stadig ikke stemmeret for kvinder.
I andet bind går Beauvoir blandt andet tæt på ægteskabet, og hvordan kvinder bliver undertrykt af en institution de ikke selv har skabt. Her er mange eksempler på kvinder der keder sig i ægteskabet, kvinder der forkæles og får frataget enhver form for ansvar, mens de keder sig, venter – og bliver skuffede.
Beauvoir bruger en mængde referencer – fra Kierkegaards essay om ægteskabet til Nora i Ibsens ‘Et dukkehjem’ og Natasja og Pierres ægteskab i ‘Krig og fred’ – der altsammen understøtter Beauvoirs påstand om ægteskabet som et fængsel med material og moralsk sikkerhed.
Beauvoir er også tidligt ude med at påpege abortmodstandernes hykleri, ligesom hun undersøger prostitutionens formål og vilkår i det patriarkalske samfund.
‘Det andet køn’ skabte skandale ved udgivelsen i 1949. I dag kan man kun blive imponeret over Beauvoirs mod og store overblik, og være taknemmelig over den omsorg hun udviste for kommende generationer.
Det andet køn
Simone de Beauvoir
Oversat af Karen Stougaard Hansen og Mette Olesen
Bind 1: Kendsgerninger og myter, 388 sider
Bind 2: Erfaringer og oplevelser, 608 sider
Gyldendal
Udgivet: 08.03.2019
Birte Strandby
