Den sidste tåge & Ligklædt

María Luisa Bombals to kortromaner er fra 1935 og 1938, og de vakte opsigt, da de udkom, fordi Bombal som den første kvindelige, chilenske forfatter lægger sprog til både lyst og vrede. Det gør hun smukt og på en måde, der må få nutidens erotiske forfattere til at forstumme i ærefrygt.

Bombal tilhører en anden tid og en anden verdensdel, hvor store temperamenter og svulstige ordkavalkader tilsyneladende har bedre levevilkår:

Begæret! Så det var altså begæret! Denne skælven, dette enorme vingeslag og dette fald tilbage til en fælles skamfølelse.

Bombal har på sin egen måde været revolutionær, men hendes to kvindelige karakterer har ikke chancen for at flytte sig. De er i begge kortromanerne underlagt en mand, som de ikke rigtigt elsker – og elskeren får de ikke.

I Den sidste tåge misunder hovedpersonen sin døende svigerinde, der flere gange har været sin mand utro:

Hun som har fået alt! Kærlighed, beruselse og svigt.

Selv lever hun det meste af sit liv på det ene møde og den ene nat hun havde med sin elskede. Det er så stort, at alt andet bliver småt og uvirkeligt, skønt det måske er hendes erindring der er blevet uvirkelig.

I Ligklædt er vores hovedperson, Ana Maria, allerede død. Hun ligger i kisten, og familien, ægtefælle, børn og venner er hos hende for at bære hende til det sidste hvilested. Mens hun ligger der, kommer de mennesker der har betydet noget for hende eller har ment, at de betød noget for hende, hen og tager afsked. Ægtefællen fremkalder først og fremmest vrede hos hende, og til sidst også forundring fordi han faktisk græder ved hendes kiste. Hun troede, at hans bitterhed var på niveau med hendes vrede.

Ligklædt rummer også skridt hen mod en gryende kvindebevidsthed:

Hvorfor skal kvindens natur være således, at manden altid skal være hendes livsakse?

Den sidste tåge & Ligklædt

María Luisa Bombal

Oversat af Liv Camilla Skjødt
140 sider
Skjødt Forlag
Udgivet: 19.11.2015

Birte Strandby