Ønskes: En sjov, sjov mand, der kan få mig til at grine så længe, at jeg glemmer min dårlige økonomi og mine strækmærker på venstre balde.

En selvbiografisk efterfølger til Charlie Hotel Oskar Kilo om livet og kærligheden efter det store brud med børnenes far. Et brud der angiveligt har taget næsten fem år for hovedpersonen at komme sig over og dertil tilføjet hende en angst for forhold, der betyder, at efterfølgende langtidsholdbare kæresteemner gennemanalyseres med vægt på tale, opførsel og smag i badebukser.

På en togstation i det sydlige Goa sidder hovedpersonen, en kvinde på 45, sammen med sin nye store kærlighed. Han er faldet i søvn, mens de venter på toget, og hun – tænker.

Det er de store overvejelser om kærligheden, om livet og om tiden – både den der går, mens de venter på toget, og den tid der er forløbet mellem kærligheden og kærligheden.

Det indebærer betragtninger om selvværd, om at blive forladt, om børn og om tidens overfladiskhed, hyppigt og underholdende garneret med egne erfaringer – cykelturen fra Skovriderkroen med en flæbende, mandeløs veninde på bagagebæreren og den efterfølgende skideballe fra den cykelsmed, der udrettede bagagebæreren.

Diskussioner og overvejelser er tidstypiske og en del af dem har vi hørt i andre sammenhænge, men de serveres her med smittende humor: Kvinder fra Venus og mænd fra Mars giver ubalance i diskussionerne om Meningen med livet og udsigten til aldrig at få sorteret sine skruer.

Det er en fin parallel til chick- og momlit, og så er det jo også et godt billede af en moden kvinde anno 2014.

Den forkerte giraf – Om indisk togdrift og kærlighed

Maise Njor
208 sider
Gads Forlag
Udgivet: 01.05.2014