Alexander er pianist med en stor fremtid, men får ikke den berømmelse og det ry, han havde forventet. Han overstråles af en kvindelig violinist, som han selv er betaget af, men hende får han heller ikke, og måske er han involveret i hendes dødsfald. Det kan være det der gør ham til en ondskabsfuld mand, en mand der arrogant leger med sine omgivelser, som det passer ham. Det og så det faktum, at han er syg og snart skal dø.

Han er rig og flytter ind på hotellet Gran Belle Vue i Wien. Han fedter sig ind på ejeren under påskud af at ville donere en stor sum penge til hotellets drift. I virkeligheden gør han det også for at se nærmere på hotelejerens datter, fordi han kender en hemmelighed om hende. Hun skal læse på Oxford, men i mellemtiden træner hun boksning, og hun er god til det. Alexander røber for hende, at hotelejerparret ikke er hendes rigtige forældre. Det får hende til at droppe Oxford og kaste sig over boksningen til forældrenes store fortvivlelse.

Emma er psykolog. Hun lider stadig over tabet af en veninde, der støttede hende i ungdommen. Veninden forsvandt, og Emma stod fortabt tilbage. Også Emma kommer til Gran Belle Vue og kan pludseligt fortælle sandheder om og til den nye hotelejer.

Det er spændende fortællinger der vikler sig ind i hinanden, men læseren ender med at få et vist overblik på trods af spring i tid og tanker. Karaktererne vandrer ud og ind af hinandens liv, og både Alexander og Clara får skæbnesvanger betydning for deres forsvarsløse medmennesker.

Indfølende dialoger, dramatik og magisk realisme. Mystikken er heftig, men følges op af en række erkendelser

De for altid rejsende

Jonatan Tylsgaard Larsen

311 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2020

Birte Strandby