Det var en fornøjelse at læse Oliver Bottinis første roman Mord i zen om kriminalkommisær Louise Boní fra den tyske by Freiburg. Efter sine uhyggellige oplevelser i første bind har Louise tilbragt tre måneder i et buddhistisk kloster, hvor hun har fået styr på sit store alkoholmisbrug. Hun er nu tilbage i tjenesten, men hun kæmper selvfølgelig stadig en hård kamp mod lysten til at forsvinde ind i alkotågerne.
De dødes navnebegynder med en brand i et gammelt træskur på en mark nær landsbyen Kirchzarten. De lokale frivillige brandmænd er ved at efterslukke på det nedbrændte skur, da gulvet pludselig begynder at synke sammen. Derefter følger en enorm eksplosion, der dræber en af brandmændene, og det viser sig at en skjult kælder under skuret har været fyldt med våben.
En opklaringsgruppe nedsættes, og både det føderale tyske politi og efterretningstjenesten bliver blandet ind i sagen, mens kriminalpolitiet i Freiburg selv forsøger at løse den komplicerede sag. Umiddelbart står man helt på bar bund, men snart bliver ejeren af marken myrdet, og man begynder at arbejde med forbindelser til våbensmugling til Kroatien og krigen mellem de eks-Joguslaviske republikker. Senere dukker nye spor op, som peger i retning af Pakistan og de blodige indbyrdes stridigheder mellem forskellige fraktioner i det splittede land, der holdes sammen af det amerikansk støttede militær.
Efterhånden som sagen udvikler sig kommer den stædige og selvstændige Louise igen i livsfarlige situationer. Selvom Louise kæmper mod sine indre alkoholdæmoner, viser hun handlekraft og får igen stukket næsen så langt frem, at den er ved at blive hugget af. Hun finder forbindelser til superhemmelige afdelinger i efterretningstjenesten, der i kampen for demokratiet benytter de metoder, som ellers kendetegner militærdiktaturer.
De dødes navnestiller det store aktuelle spørgsmål i den pågående kamp mod terrorisme: Hvordan kan de vestlige demokratier føre denne kamp på en etisk forsvarlig vis uden selv at benytte terorrens og diktaturets metoder, og hvornår er grænsen blevt så udvisket, at vi selv er blevet demokratier med skånselsløs krigsførelse og statsterrorisme? Hvor ligger vi moralsk, når vi i Både Tyskland og Danmark som nationer støtter f.eks. USA’s og Israels mange likvideringer af modstandere, der betegnes som terrorister? Hvor meget kan retfærdighed gradbøjes?
Noget af det fine ved romanen er, at den ikke sætter spørgsmålene op på en moralsk piedestal, men lader dem dukke op for læserne, når Louise og Freiburgs politi skal tage stilling til hvordan de skal handle helt konkret i specifikke situationer, uden at de egentlig selv tænker de store tanker.
Serien om Louise Boní er aldeles fremragende, og det kan anbefales at starte fra bind et for at få alle de fine nuancer med.

Forfatter: Oliver Bottini
Oversættelse: Henrik Andersen
408 sider
Forlag: People’sPress
Udg.: 28.04.2011
5 glober