Birdman

I Birdman følger vi skuespilleren Riggan Thomas (Michael Keaton) der forsøger at opsætte en ny fortolkning af Raymond Carvers ”What We Talk About When We Talk About Love” på Broadway. Han er tidligere kendt for at spille superhelten Birdman, hvilket han havde stor succes med igennem tre blockbuster film. Det er altså umiddelbart den klassiske fortælling om en gammel skuespiller, som har haft sin tid i rampelyset, men efter at have svælget i succes og pisset sine penge væk, søger at komme tilbage. Fordommene er imod ham, for hvordan kan en mand der umiddelbart kun har spillet én rolle der var noget værd, pludselig skrive, instruere og spille hovedrolle i sin egen opsætning?

I filmens første skud ser vi en slags brændende komet på vej ned igennem skyerne. Vi aner dog, at dens hale er splittet i to, som vinger, og senere får vi også hints til fortællingen om Ikaros. Der bliver altså lagt op til en fortælling om stoltheden og ambitionernes fald. Fantasien og luftkastellernes brist.

Fra start af smider Iñárritu også sit særprægede miks af virkelighed og fantasi i hovedet på os. Første gang vi ser Riggan Thomas, svæver han over gulvet i sit sminkerum, benene foldede som ved meditation. Vi ser ham bevæge objekter uden at røre ved dem, hvilket han selvfølgelig kun gør (eller kan) når han er alene med stemmen i sit hoved.

Birdman, hans alterego taler til ham i hans hoved, med sin grove stemme. Som Freuds superego dømmer Birdman Riggan Thomas for hans karrieres fejltagelser og håner ham for hans valg, drømme og ambitioner.

Fortællingen er på den måde også en klassisk Shakespeare fortælling hvori manden, egoet, må kæmpe med billedet af manden, hans ethos/titel, superegoet (Richard II, Macbeth). Mandens egen ide om andres ideer om ham selv. Det billede, eller mentale repræsentation af sig selv, hvilket han spejler sig i og bedømmer sit værd i det netværk af relationer, som han nu indgår i. Lacan genformulerede Freuds superego som tre instanser:

1) idealego: Mit billede af hvordan jeg kunne tænke at være, hvordan jeg vil have at andre ser mig.

2) ego-ideal: Det blik, som jeg forestiller mig at andre har, som jeg forsøger at imponere.

3) superego: Det straffende aspekt af dette blik, som jeg konfronteres med, når mine forsøg på at imponere fejler.

Denne model er også blevet oversat i psykologien, hvor den på dansk, mere enkelt, kendes som:

1) Ideal-selv: Sådan som jeg vil være.

2) Moral-selv: Sådan som jeg føler at jeg bør være.

3) Real-selv: Sådan som jeg rent faktisk er. Det vil sige tomrummet imellem de forventninger jeg antager overfor mig selv og mine forsøg på at leve op til dem.

Riggan er langsomt gledet ud af succesen imens han har hvilet på laurbærrene og superegoets implikative tomrum er i den sammenhæng vokset. Billedet af hvem han føler at han bør være er forblevet det samme, imens hans forsøg på at leve op til det har vist sig som en voksende kløft. Målet vurderes ud fra der hvor man ramte sidst, men hvis man er international superstjerne kan det som bekendt være meget svært at forblive på toppen. Særligt når ens idealiserede billede af sig selv opretholdes af tusindvis af mennesker og på den måde tilsyneladende bekræftes i virkeligheden, som en virkelig ting.

Bondens drøm om at blive konge er imaginær, ingen holder ham oppe på at skulle opnå dette. Kongens drøm om at forblive konge derimod er symbolsk, den opretholdes både af de folk og de objekter han omgiver sig med. Derfor er faldet for kongen også så meget hårdere, og ligeledes er det med Riggan Thomases fald fra skyerne.

Ud fra en mere naturlig forklaringsmodel kan man sige, at han i sin rutine som organisme har været vant til at reagere på, eller blive bekræftet af, en række bestemte objekter, omgivelser og sociale relationer, hvilke nu er forsvundet. Dette har medført en ubalance i ham.

Resultatet af denne ubalance fortælles i filmen som stemmen i hans hoved. En kompensation for det han ikke længere har, et symptom på hans tab. Hans underbevidste forsøg på aggressivt at motivere sig selv til at genindtage sit eller omverdenens idealbillede af ham. Genvinde kronen, det symbolske sted hvorfra hans identitet, hans ego, gav mening og var mere eller mindre legalt for superegos dømmende blik.

Iñárritu illustrerer Riggans personlige konflikt ved at give ham telekinetiske kræfter (når han er alene med Birdman, personificeringen af hans superego). Der lægges ikke skjul på, at kræfterne ikke er virkelige, at det kun er ham selv der oplever den manglende forbindelse imellem hvordan objekterne i hans omgivelser bevæger sig og hvad han gør. Dette er en fuldstændig genial fortællemæssig løsning og bør ikke bare afvises som en gimmick.

Først og fremmest viser den at han er afskåret fra superegos vredes udbrud. Han rører ikke ved nogle af de ting han kaster igennem rummet når han er vred. Samtidig viser det hvordan superego oversætter hans reelle afmagt, impotente vrede, til overnaturlige kræfter. Han tror at han er så stærk at han flytter ting med tankens kraft.

Når han er vred og smadrer tingene omkring sig, fordi han ikke kan kontrollere sin situation og acceptere sine nederlag, forstår han, i sin egen forskruede, subjektive verden, denne destruktive kraft som en telekinetisk superkraft. Han indrømmer altså ikke overfor sig selv at problemet er afmagt.

Superrealisme

Dertil viser de overnaturlige indskud også, hvordan narrativet er Riggans, det er hans fantasier der flyder ud i den virkelige verden for øjnene af os. Der er ingen klar linje imellem Riggans fantasi og den verden han lever i.

Filmen er kontinuerlig, der er ingen klip (med undtagelse af starten og slutningen), kameraet svæver bare rundt uden at blinke. Til og fra scene, igennem kontekster uden markerede skift. Dette samtidig med at steder og rum ændres og byttes rundt, som scenografien skiftes i det teaterstykke Riggan er ved at opstille. Ligeledes er der ingen overgange til at vise hvornår skuespillerne spiller deres roller i filmen, eller i teaterstykket i filmen.

Filmens univers er i sig selv en fiktion der situerer sig i vores den virkelige verden. De fiktive karakterer taler om virkelige skuespillere som Jeremy Renner og Robert Downey Junior og virkelige produktioner som de er med i.

Alt dette og så er vi som publikummere alligevel ikke forvirret eller i tvivl om noget, på noget tidspunkt i løbet af filmen. Vi er vant til det, og på den måde er den også et billede af vores tid. En tid hvor ting flyder sammen og det er problematisk, men også ganske normalt.

Udtrykket superrealisme bruges om teaterstykket i filmen, men jeg synes også man bør se det som en kommentar fra instruktøren til ham selv. Birdman er en superrealistisk film, fordi den portrætterer vores virkelighed som den er, helt lige med vores fantasier om hvordan den er.

I hvilken verden der ikke allerede er domineret af fantasier er det normalt at tale om religioner som om de handler for og igennem mennesker og ikke omvendt?

Slutningen (SPOILERS!)

Ligesom kameraet ikke blinker, holder Riggans fantasi ham kørende som en uendelighedsmaskine. Han sover ikke, han dør ikke, han fortsætter bare.

I den gamle danse-film ”De Røde Sko” tvinges en ung pige til at danse i det uendelige fordi hendes sko, symbolet på hendes ambition, superegoets kald, holder hende kørende. Ligeledes er det med Riggan. Birdman, Riggans symbolske billede af sin ideelle form, er en slags udødeligt, superego-objekt der pisker ham af sted. Selv da han skyder sig i hovedet vågner han igen, det eneste der er påvirket er hans næse, som er blevet skiftet ud med en plastik kopi. Hans næb, kunne man fristes til at sige, vender tilbage som Polykrates’ ring, et objekt givet med guddommelige intentioner. Den slags intentioner som kun superego kan stå bag.

I den sammenhæng kan man også sige, hvad også gælder for andre dele af den Amerikanske kendis-kultur, hvilken filmen er åbenlyst kritisk overfor, at da Riggan forener sig med og lever sit superegobillede hen imod slutningen af filmen forsvinder alle almindelige, jordlige krav. Han er bogstaveligt talt udødelig, for han lever ikke i sin krop han lever et sted imellem sit billede af sig selv og det billede offentligheden opretholder af ham. Skulle hans krop alligevel komme til skade på en måde der skader dette abstrakte billede, så får han bare en plastikkirurg til at genskabe billedet.

Det er derfor også det forkerte spørgsmål at stille, vedrørende den sidste scene, hvorvidt han rent faktisk dør, eller om han virkelig kan flyve. For han kan ikke dø efter sit gennembrud, efter at offentligheden har accepteret billedet af ham og er begyndt at genskabe det i diverse kulturprodukter. Han flyver bogstaveligt talt, for abstraktioner har ingen begrænsning og abstrakt er lige præcis hvad han er blevet. Hans reelle kropslige væren er ikke vigtig længere. Den er kun en del af ham i den forstand at den symboliserer det billede af ham, som nu er blevet mere end han selv nogensinde var som et virkeligt menneske af kød og blod.

Metaforen om kongens to kroppe er klassisk: Der er den krop som har titlen konge, en krop der bogstaveligt talt kan stikkes i, og så er der den symbolske krop, titlens krop som er den du stikker i ved at overtræde loven. Riggan har opnået, efter megen kamp, at blive denne anden, symbolske krop. Mentalt at koble sig selv totalt til sit superego billede og acceptere stemmen i sit hoved som sandheden (hvilket han også siger ligeud i filmen).

Dette er Iñárritus tilføjelse til Ikaros: Engang stod stolthed for fald, men i dag er den stolte ganske udødelig, ligesom billedet af Ikaros i øvrigt har levet i evigheder.

Filmen er ekstremt flot lavet og den manglende brug af klipning tvinger os til heller ikke selv at blinke. Den er velskrevet og præstationerne er fantastiske. Der er dog måske en enkelt scene, hvor Riggan konfronterer en teaterkritikker på en bar, hvilken bliver lige lovlig belærende og måske endda cliché. Micheal Keatons spiller imidlertid så godt, at man ikke tænker over det.