Azrael- den vingeløse’ er første bind i Tellerup.dk’s nye science fiction trilogi: En verden bag skyerne.

’Azrael’ er en spændende, handlingsmættet science fiction eventyr af den gode klassiske slags med en detaljeret beskrevet fremtidsverden med radikalt ændrede fysiske betingelser.

Menneskeheden er blevet delt i to. En gruppe på 3-4 millioner lever i byer i fire kilometers højde rejst på gigantiske søjler, da Jorden blev for forurenet til at være egnet til beboelse.

Med tiden har menneskene i himmelbyerne udviklet store vinger og flyver nu så ubesværet som fugle. De lever en ubekymret tilværelse, hvor alle råvarer samles og forarbejdes af automatiserede fabrikker på Jorden og sendes op med automatiske elevatorer.

Et kilometer tykt røg- og skydække dækker totalt for udsynet til Jorden, og gennem århundrederne er Jorden blevet til et fjernt, mytisk og ubeboet sted for beboerne over skyerne.

Men på Jorden er der stadig mennesker. Efterkommere af de ingeniører og arbejdere, som blev tilbage for at sikre forsyningerne til byerne over skyerne, lever under kummerlige forhold i det evige tusmørke. På Jorden regerer en gruppe tyranniske præster. De sidder fast på magten ved at love evigt liv i de himmelske byer til alle, der lystrer præsterne og arbejder for ’englene’ i det høje. For præsterne og de andre jordlinge er himmelbyerne også blevet til en religiøs myte.

Men på Jorden er oprør ved at gribe om sig. Man vil af med de grådige præster og stopper den konstante forsyning af varer. De tomme elevatorer repræsenterer en dødelig fare for tårnbyernes beboere.

Teenageren og outsideren Azrael, der er den eneste over skyerne født uden vinger, bliver udset til at tage til Jorden for at finde ud af, hvorfor maskinerne er holdt op med at arbejde.

Et forrygende eventyr følger. Under sin farefulde færd til Jorden bliver Azrael venner med en pige, som redder ham ud af adskillige dødsens farlige situationer, og det viser sig at stærke kræfter i uvidenhed er i gang med at ødelægge den skrøbelige verden.

En smuk fortælling om forståelse mellem meget forskellige kulturer og mennesker, om kamp mod udnyttelse og dumstædig uvidenhed og den evige strid for en retfærdig verden. En rigtig anbefalelsesværdig s-f’er for alle fra teenagere og opefter.

Azrael – den vingeløse

Forfatter: Jay Amory

362 sider, 148,- kr.

Forlag: Tellerup.dk
udg.: Januar 2009

Jan Vandall/bogvægten.dk