I 1941 fik Mogens Klitgaards sin roman ‘Elly Petersen’ udgivet – om Elly der rejser fra Frederikshavn til København for at blive ung pige i huset. Det er en fortælling der belyser samfundets indretning og den sårbare position unge piger fra provinsen kunne have i de mere velhavende klasser.

I Au pair gør Irene fra Ribe hende kunsten efter for at arbejde i Hellerup, men magtbalancen har rykket sig siden 1941. Irene er jyde og lidt særlig i forhold til familien i det fine hus i Hellerup, og alle karakterer står til et kulturchok. Irene har sagt, at hun kan lave mad og passe børn, men i virkeligheden har hun ikke rigtigt prøvet nogen af delene. Hun er under oplæring i sin mors frisørsalon, og det er meningen, at hun engang skal overtage den.

Livet er anderledes i Hellerup. Irene får stukket et betalingskort og et sæt bilnøgler ud, så hun kan køre langt i bil for at hente de rette økologiske varer, som hun fragter hjem i stofposer for ikke at belaste miljøet med flere plasticposer. Det sætter hun nu ikke spørgsmålstegn ved, men det gør hun, da hun opdager at familiens yngste gerne vil hen til legepladsen for der at mødes med den tidligere au pair der er filippiner. 

Der er flere ting, hun undrer sig over. Hvorfor blev den forrige au pair opsagt, hvorfor græder husets frue sommetider på toilettet, og hvorfor arbejder filippinerne i Hellerup, når de har børn hjemme i Filippinerne?

Irene tager udfordringerne op, ser en lang række videoer om økologisk madlavning og fikser alle familiens små problemer inclusive dem, som familien ikke selv opfatter som problematiske. Det resulterer i en del komiske og akavede situationer, men bortset fra enkelte sociale og samfundsmæssigt kritiske aspekter er Au pair en klar feel good roman.

Au pair

Kim Fupz Aakeson og Sanne Munk Jensen

227 sider

Gyldendal

Udgivet: 20. januar 2022

Birte Strandby