Nobelprismodtageren fra 2009, Herta Müller, har skrevet denne roman, Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, på baggrund af sin nu afdøde ven Oskar Pastiors erindringer fra fem år i russisk arbejdslejr.

Leopold er 17 år gammel, da han en nat bliver hentet i forældrenes hjem i Rumænien og bragt til den sovjetiske arbejdslejr. hvor tilværelsen består af arbejde, tiggeri og sult. Det er en tragisk og lang beretning næsten uden progression før til sidst, hvor han som lovet af bedstemoren kan opleve sin hjemkomst: …en forkrøblet, til stadighed taknemmelig lykke…

Af de mange hændelser og de mange mennesker, Leopold møder, sætter især sulten sit mærke på fangerne, der gennemlever skindogbentiden og for tid og evighed forfølges af den personificerede sult: Sultenglen. I kapitlet Om Lejrlykken beskrives hovedlykken og mundlykken, der netop er resultatet af sultenglens lange jagen:

At spise er for mig, selv 60 år efter lejren, en stor sindsbevægelse.

Det maleriske sprog til trods er det en dybt tragisk roman, der vellykket formidler håbløshed pakket ind i mærkeligt kunstige forhåbninger, når den ikke lige skubbes til side af det helt konkrete: …vi vil aflevere kælderen ren.

Godt og dårligt byttes rundt og Leopolds skatte gennem 60 år bliver: Min stolte underlegenhed, mine tilsvinede angstønsker, min kiksede opportunisme.

Mere end 50 kapitler fortæller om store ulykker og små lykker, om en gave og en skål suppe fra en kvinde, om dødsulykker i lejren. Tilsammen et billede af umenneskelige vilkår og hvad disse sidenhen gjorde ved dem der overlevede – gengivet i besynderligt poetiske vendinger:

Kulde skærer, sult snyder, træthed tynger, hjemve tærer, væggelus og lus bider.

Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

Herta Müller
Oversat af Karsten Sand Iversen
248 sider
Gyldendal
Udgivet: 18.11.2010

Birte Strandby