Denne bog er udgivet af Dansk Adelsforening i forbindelse med 100-året for udgivelse af Danmarks Adels Aarbog, og den fortæller det, som man ikke kan læse i Se og Hør. Den betydelige information er fordelt på kapitler om historie, arkitektur på herregårdene, adelige hattedamer, litteratur, våbenskjold, navngivning og jagt.
Især kapitlet om historien er interessant. Adelen opstod som krigerkaste, samfundets værgestand, der skulle forsvare det øvrige samfund. Adelen var også de eneste der havde råd til alt det udstyr der krævedes til en militær tjenesteadel. I 1477 begyndte adelen at mærke et funktionstab dels på grund af fremkomsten af massive fodfolksenheder med lange lanser, der var overlegne i slagkraft og modstandsdygtighed, og dels på grund af opfindelsen af ildhåndvåben, både musket og haglbøsse var mere effektive end lansen.
I årene 1536-1660 ejede adelen 44 procent af landets dyrkede jord; og 60 lensmandsembeder gav afgørende kontrol med krongods, der udgjorde 52 procent af det dyrkede areal. Men den økonomiske krise i slutningen af 1500 splittede adelen i en hovedrig, fåtallig klasse af godsmagnater og en stor gruppe forarmede småadelsmænd. Den voldsomme polarisering gjorde, at det magtfulde rigsråd – standens politiske elite og kongemagtens eneste alvorlige rival – mistede sin legitimitet og dermed også sin politiske styrke overfor kongemagten og de øvrige samfundsgrupper.
Adelens magt var endnu engang under pres i forbindelse med grundloven i 1849, og i det politiske liv blev aristokratiet betragtet som gammeldags, mens demokratiet repræsenterede en ny verden med ligestillede borgere.
De politiske diskussioner om et muligt tokammersystem, om skandinavisme og om hvordan man lettede erhvervelsen af ejendom for bønder er gengivet udførligt og gennemtænkt, ligeså kritikken af den måde hvorpå man spillede bold med ansvaret for kongeriget efter enevælden, velbeskrevet af Niels Clemmensen, der fastslår at denne mangel på ansvar var afgørende for nederlaget i 1864.
2. verdenskrig er behandlet for sig og kommer både rundt om de adelige, der gik nazisternes ærinde, og dem der meldte sig til modstandsbevægelsen, der havde god brug for den militære træning, som mange adelige kunne levere.
Efterveerne betød blandt andet, at tre tidligere medlemmer af adelen blev udeladt af Danmarks Adels Aarbog i 1947, der tog afstand fra …Personer og Kredse, som under Besættelsen på forskellig Maade har udvist unational Holdning
Litteratur
Johan de Mylius har skrevet om de to adelige forfattere Thomasine Gyllembourg og Karen Blixen, og hermed kommer vi også ind på P. A. Heiberg, Goethe, H C. Andersen,
Scherfig er ligeledes nævnt flere gange på grund af romanen Frydenholm, der med sit portræt af en dansk greve med nazistiske tilbøjeligheder under 2. Verdenskrig anklager hyklere af enhver slags og gør op med kommunistiske fjendebilleder.
I samme kapitel tilbagevises den verserende påstand om at Ludvig Holstein med Det lysner over agres felt protesterer over ikke at skulle arve Holsteinborg.
Værket bugner af portrætter og fotos af adelens repræsentanter og deres boliger, og vi mangler hverken billede af Monrad, Blixen Finicke, barrikadekampe i Paris eller Constantin Hansens maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, ligesom der er mange mindre kendte fotos. Stamtavler er hyppige, og der afsluttes med en kort diskussion om adelens sociale position i dag.
Alt i alt kommer vi godt rundt om emnet i et enkelt, stort, smukt værk.
Lars Bisgaard og Mogens Kragsig Jensen (red.)
Den danske adel efter 1849
592 sider
gads forlag
Udgivet: 27.04.2015
