Billedbog/pdf for de to-tre-årige

Mille er en abe, den yngste af ti. Nysgerrig og glad for at lege. En dag kommer en lille pige og hendes forældre til junglen. Mille og pigen – der hedder Jane – bliver venner og oplever både junglens trusler og glæder sammen, inden de skilles igen.

Bogen er skrevet i rim:

Nede på jorden en krokodille sad

og drømte om den dejligste abemad

Rimene er af variabel kvalitet, men derfor kan det godt være, at den treårige vil nyde dem. Til gengæld er der nogle overraskelser, for hvor mange åer har man i junglen?

Pigen skulle på ferie i hytten, der lå

i junglen tæt på den smukkeste å.

Landskabet er smukt men lidt forvirrende for voksne. På nogle af billederne minder det mest om en savanne, og andetsteds er det et Himalaya med fyrretræer ved bjergenes fod. Desuden er der både løver og tigre der hvor Mille bor.

Der er et rim på hveranden side, og illustrationer på hveranden. Illustrationerne er stærke i farven, og der er et overskueligt antal elementer på de enkelte sider, for eksempel er der en side med Mille, Jane og hendes forældre, en med Mille med sine ni abesøskende oppe i et træ, et billede med en løve, en flodhest eller nogle sommerfugle. Det meste inden for den treåriges begrebsverden. Måske lige med undtagelse af det luftskib, som familien og Mille flyver en tur i!

Grafikken er fin, billederne er tydeligvis hentet forskellige steder. Eksempelvis er flodhesten og elefanten i meget forskellige stilarter udvalgt til at passe ind i landskabet og klare i stregen.

Bogen er indbydende også i den foreliggende pdf-udgave, men det ville være fint at læse den som papbog sammen med barnet.

Et kommatjek før en eventuel fysisk udgivelse kan anbefales.

Aben Mille

Jimmi Jørgensen

66 sider

Saxo

Udgivet: September 2021

Birte Strandby