En udviklingsroman, en gyser eller et sociologisk klip?

Det begynder med en pludselig fødsel. Gymnasielæreren Marianne føder Ulf på køkkengulvet lige midt i tilberedningen af kyllingen. Som i Doris Lessings ‘Det femte barn’ er hun er sikker på, at der er noget galt med ham, han er stor, grim, og han græder slet ikke. Hendes sympatiske ægtefælle er mere klar til at elske barnet, end hun er.

Ulf får ingen legekammerater, og han læser ubesværet allerede i børnehaven. Han er også større end de andre, og både de andre børn og hans egen mor synes, han er mærkelig. Den ensomhed som omgivelserne påfører Ulf kan kun føre til noget særligt: som i Novalis’ værk Heinrich von Ofterdingen er vores unge hovedperson kaldet til forfatterskabet, længe inden han har skrevet en linje. Den samme ensomhed/særhed medfører også en anden ting: Ulf bliver morder.

Bjørneklo ligner mest en udviklingsroman, og i lighed med Kapgang af Morten Kirkskov handler det blandt andet om at komme videre efter tabet af en forælder. Det handler om at afstemme sig med andre mennesker – det er Ulf trods sin begavelse ikke specielt god til – og det handler om hans vågnende seksualitet. Især den sociale tilpasning misser Ulf , både overfor en pige han er tiltrukket af og overfor klassekammeraterne. At hans matematiklærer er voldelig er del af vilkårene.

Ulfs manglende talent for at passe ind er mesterligt beskrevet, han bumper ind i alt og alle, og hans mor kæmper på sin side for ikke at falde i med pøbelen. Kun farmoren er beskrevet mere generelt.

Stine Askov

Bjørneklo

244 sider

Gyldendal

Udgivet: 2017

Birte Strandby