Denne bog er udgivet første gang i 1932, og den har den klare fordel, at man her kan se bevist, at nogle ting i verden faktisk er blevet bedre – udover folks tandsæt. Nemlig børneopdragelsen. Tosse-Antónis og hans søskende lider voldsomt under den uretfærdige opdragelse der blev børn til del dengang, hvor de skulle opføre sig voksent og ansvarligt som otteårige. De blev nærmest brugt som boksebolde af både familien og en frustreret engelsk lærerinde, som heldigvis bliver fyret, fordi hun drikker. Lidt retfærdighed er der til. Søskendeflokkens yngste tumler med skyld og skam og græder hyppigt, men selv ikke fra deres søskende som de deler skæbne med, får de megen trøst. En formildende omstændighed er det, når stuepigen undlader at fortælle, at Antónis er syg fordi han har haft gang i sin onkels vandpibe.
Der er flere grunde til at glæde sig over de seneste pædagogiske fremskridt, der har forfremmet børn til en slags mennesker med ret til en barndom. Trods alle de forhindringer datidens gode opdragelse udlagde for almindelig barnlig adfærd og alle de gange Antónis’s opførsel tolkes som uartighed, skønt man i vore dage nok ville fortolke det som almindelig nysgerrighed og i sjældne tilfælde aggression over den uretfærdige behandling, ender romanen alligevel i en vis harmoni med venlige voksne familiemedlemmer, der anerkender flere af Antónis bedre karaktertræk.
Det anbefales at læse bogen højt, for der kan blive behov for forklaringer undervejs – for eksempel på, hvordan børnene kan anklage naboens børn for at have slået Jesus ihjel, og hvorfor det har betydning, at naboen er jøder.
Penelope Delta
Oversat af Susanne Bork Nielsen
236 sider
SkriveForlaget
Udgivet: 10.03.2016
