En feel-good krimi

Denne krimi er skrevet af den britiske tv-vært og producer, Richard Osman, Steven Spielberg har købt filmrettighederne, og det kan kun blive godt. Krimien er i den grad skrevet, så man får billeder på nethinden, og forfatteren har graciøst kombineret spændingen med humor.

Torsdagsmordklubben består af fire pensionister fra pensionistlandsbyen Coopers Chase. De har dannet deres egen lille gruppe, der vil hjælpe politiet med at opklare mord. Gruppen har en handlekraftig kvinde med talent for planlægning, Elizabeth, i front. Den ene mand i gruppen er tekniknørd, og den anden har et forbløffende talent for at stille sig op og tale de retfærdiges sag ved enhver tænkelig lejlighed. Joyce, gruppens anden kvinde, er god til at gå under radaren, observant, og så skriver hun dagbog. Hendes småsludrende, hyggelige og konstant overraskende dagbogstekster sætter gang på gang handlingsforløbet i nyt perspektiv.

Ian Ventham er the bad guy. Han er entreprenør, tjener styrtende med penge, vil gå meget langt for at gennemføre sine projekter, og nu har han et projekt ved Coopers Chase. Meget belejligt bliver hans mangeårige samarbejdspartner dræbt, og Torsdagsmordsklubben beslutter sig for at finde ud af, om Ian selv har dræbt ham. Klubben er virkeligt effektive og kan både få adgang til politiets information samt påvirke, hvem der er med i efterforskningen.

Torsdagsmordklubben balancerer på grænsen mellem farce og krimi, og de aktive ældre kan både manipulere og demonstrere, når civil modstand er på sin plads. En af dem kan også dræbe. Men trods flere mord og en dæmpet samfundskritik, så er humoren til stede i hele romanen, både i den ‘filmiske’ opsætning og mere stilfærdigt, som når Elizabeth i sine sms’er anvender LOL, men må give op overfor WTF, som hun associerer til Warsaw Transit Facility. 

Filmen imødeses med den allerstørste forventning.

Torsdagsmordklubben

Richard Osman

Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen

444 sider

Gyldendal

Udgivet: 26.08.2021