Fra Jonas T. Bengtssons tidligere udgivelser herunder Submarino ved vi, at man ikke skal læse hans romaner, hvis man gerne vil have det godt. Alligevel hænger man på dem til sidste side og længe efter, at man har lagt bogen fra sig.

Sus har denne mærkelige, frastødende tiltrækningskraft. Romanen er skrevet i et enkelt, præcist sprog, og hovedpersonen Sus er heller ingen drømmer. Men hun har et projekt.

Hun lever på kanten, lidt for mange joints, underlødige spisevaner. Hun er nitten år og vejer godt 40 kilo. Det er for lidt efter hendes egne standarder, for man skal have nogle kilo med sig, hvis man skal klare sig i kamp. Hun drikker fløde for at tage på, men det ser ikke ud til at hjælpe.

Vi følger Sus i hendes nærmiljø – blokken – og opdager, at der har været en bror og en far. Hvor broren er, ved vi ikke præcist, men han har været udsendt til Afghanistan, og et eller andet er gået galt.  

Sus stiller sig selv nogle opgaver. Test, kalder hun det. Det kan være at stjæle en ting eller udfordre en af de lokale læderjakker til slagsmål. Hun er også ved at spare sammen til et våben, og for at forbedre økonomien sælger hun pot til skolebørn. Det har altsammen et formål.

Sus er en gennemuhyggelig roman, og handler basalt om, hvor dårligt mennesker behandler hinanden, og hvor mange ressourcer vi taber på gulvet i det danske samfund i ren uvidenhed. Skildringen af Sus der på den ene side er et almindeligt, sårbart menneske og på den anden side forbløffende kynisk er chokerende og betagende. Man er nødt til at læse Sus.

Sus

Jonas T. Bengtsson

272 sider

Rosinante

Udgivet: 2017

Birte Strandby