Med ”Skildpadder hele vejen ned” cementerer John Green sin position som Amerikas dygtige YA-forfatter. Vi kender ham i forvejen for de mesterlige YA-fortællinger ”En flænge i himlen”, ”Paper Towns” og ”Gåden om Alaska” mfl. Nu gør han det så igen: Brillerer med en helstøbt, rørende og varm fortælling i øjenhøjde med unge.

YA er betegnelsen for den populære litterære genre, young adult fiction. Den henvender sig både til unge læsere på udkig efter en ungdomsbog, og til voksne læsere med interesse for at læse om livets store spørgsmål; det kan fx være identitetsdannelse, seksualitet, sygdom eller tabet af pårørende eller andre nærtstående.

John Green sætter da også fokus på nogle alvorlige tematikker i ”Skildpadder hele vejen ned”. Vi møder den 16-årige Aza Holmes, der lider af OCD og angst. Hun går på den lokale high school sammen med sin bedste veninde Daisy. Men det er svært for Aza at leve et normalt ungdomsliv, fordi tvangstanker og –handlinger fylder. Aza har mistet sin far. Rigmandssønnen Davis har mistet sin mor. De to har tidligere gået i sorggruppe sammen. Nu mødes de igen, fordi Aza og hendes veninde Daisy er på jagt efter den dusør, der udloves for oplysninger om Davis millionærfar, der er stukket af fra myndighederne.

Mødet med Davis bliver udfordrende, men også udviklende for Aza. Hun mærker forelskelsen spire, men må også spørge sig selv om det er fair at jagte dusøren. Undervejs bliver forholdet til veninden Daisy også prøvet. Aza må sande, at hendes sygdom ikke bare stiller store krav til hende selv. Det er også en kæmpe udfordring for Daisy, at stå model til Azas tvangstanker og –handlinger, idet hun hele tiden har blikket rettet ind mod sig selv.

John Green har selv en baggrund som OCD-ramt, og har således erfaringer med at leve i sygdommens klør. Han skildrer på rå, rammende og ærlig vis, hvordan livet med tvangstanker og –handlinger ser ud. Det er både barskt, bevægende og berigende læsning! I begyndelsen af bogen er det en kende intimiderende at få indblik i Azas sygelig trang til konstant at vaske hænder og gentage ritualer.

Romanen er begavet fortalt. Det er på én gang trist og morsomt, men også uhyre tænksomt. Hovedpersonen Aza er den reflekterende type. Hun udvikler sig undervejs, som handlingen skrider frem. På trods af at sygdommen viser tænder, får hun gradvist blik for sig selv og sine omgivelser.

”Skildpadder hele vejen ned” er en letlæst fortælling med meget på hjertet. Den er hamrende godt formidlet og giver b.la. indblik i OCD-lidelsen, venskab, det amerikanske uddannelsessystem og sorg. Hvor ér det imponerende for en bog af det format.

Skildpadder hele vejen ned

Forfatter: John Green

Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt

Forlag: Høst & Søn

288 sider, hæftet.

Udgivelsesdato: 10.10 2017

Anmelder: Nønne Lønne Votborg