Prinsesser – især eventyrprinsesser – har nogle bestemte opgaver: de skal være smukke, bære smukke kjoler og være velopdragne og stilrene. Prinsessen i Prinsessen der ikke ville følge reglerne er noget anderledes. Hun bryder sig ikke om kjoler, hendes bordmanerer er kritisable, hun vil helst mikse hele måltidet sammen og spise, mens hun ser fjernsyn. Det kan man naturligvis ikke som prinsesse, så hendes stakkels forældre planlægger at sende hende på opdragelsesanstalt.

Det opdager prinsesse Konstance Feodora Brigitta, der kalder sig Konny, så hun pakker sine yoyoer og sine engangslightere og stikker af med rullekufferten. 

På sin vandring kommer hun til et højt tårn. Her sidder en anden prinsesse. Hun har en lang, tyk fletning. Hun hedder Rasmine, og er spærret ind af en ond heks. Heldigvis er Konny hendes redningsdame, så hun klipper fletningen af og ordner også heksen, hvorpå de to, Rasmine og Konny, vandrer videre, indtil de kommer til et hus, hvor der bor tre bjørne med deres rengøringshjælp, Guldlok.

Det er sjovt, når der digtes videre på eksisterende eventyr. Det var også det Rune Kidde praktiserede, og sommetider Kim Fupz Aakeson. Tiden er måske lidt løbet fra prinsesser der først og fremmest skal være dekorative, og når Klods-Hans med al sin handlekraft bliver til en pige, er det vel en naturlig udvikling.

Især for det barn der allerede har hørt eventyr er historien være underholdende. Tegningerne er barnligt naive og dertil farverige og enkle. Desværre er der nogle smuttere med ‘hendes’ og ‘sin’, og det er irriterende i en bog, der i øvrigt vil være velegnet til selvlæsning.

Prinsessen der ikke ville følge reglerne

Karoline Dahrling Hughes

64 sider

Byens Forlag

Udgivet: 01.02.2024

Birte Strandby