Roman om Morten der vokser op i tredivernes Danmark og oplever anden verdenskrig.

Romaner der har anden verdenskrig som baggrund eller omdrejningspunkt er trods den 70 år lange distance endnu hyppigere, end de var for 10 år siden, men vi begynder hvor tiden stadig er fredelig. Morten er på vej i mellemskolen, året er 1931, og kernefamilien var den mest almindelige familietype. Morten bor sammen med sin lillebror, sin far der er sagfører og sin mor der er hjemmegående. Børn skal ses men ikke høres, og så skal de i øvrigt opføre sig ordentligt. Mortens ungdommelige fremstilling af familie og skolegang er rammende og får smukt vist et billede af liv og levned i tiden op til anden verdenskrig.

I skolen sværmer Morten for Anna. Kærligheden til Anna løber som en rød tråd gennem romanen, selvom der også er andre kærester. I midten af trediverne rejser hun med sin familie til Tyskland, fordi hendes far har fået en stilling i Berlin. Det er hårdt at sige farvel til Anna, og det er bekymrende fordi hendes mor er jøde.

Langsomt nærmer krigen sig. Morten er med til at trykke illegale blade men bliver først rigtig aktiv i modstandsbevægelsen i 1943, hvor han påtager sig opgaven som både Gud og bøddel. Anna og hendes mor er blevet interneret, og da tyskerne ikke længere kan bruge Annas far, sendes Anna og moren til Theresienstadt.

Mortens gruppe er i ilden de sidste måneder før krigens afslutning, og Morten selv må flygte og siden holde lav profil. Efter krigen tælles de døde og de levende.

Mortens besættelse

Mogens Fjord Christensen
309 sider
Hovedland
Udgivet: 2015

Birte Strandby