Gribende fortælling om kærlighed og tab formidabelt formidlet så også læseren deltager i romanens totale følelsesregister.
Hovedpersonen, mandlig jeg-fortæller, møder Hende, Maya, til en forelæsning på universitetet. Hun forstyrrer ham på enhver måde, fordi hun altid kommer for sent og skaber en vældig uro, og fordi han er dybt fascineret af hende. Til en fest kommer han hende nærmere, mest fordi hans ven er mindre tilbageholdende. Maya fortæller, at hun har en kæreste, men efter en tid dukker hun op og siger, at hun har forladt kæresten.
Det unge par nyder hinanden, og en dag erklærer Maya, at hun vil have børn. Vores hovedperson synes ikke det haster, men Maya stiller ham et ultimatum. Efter nogle mislykkede forsøg opsøger de en fertilitetsklinik, og det ser ud til at gå godt. Mayas mave vokser, og på scanningen kan de se to børn, og de hører de to små hjerter slå.
Hvorefter det ikke går godt længere. I fireogtyvende uge må Maya hasteindlægges, hun får medicin, der skal stoppe de begyndende veer, men den ene tvillings moderkage har løsnet sig, og der er ikke andre muligheder end kejsersnit. Parret får en datter og en søn alt, alt for tidligt.
Historien præsenteres i flere lag og springer i begyndelsen mellem Maya og hovedpersonens ferie to år tidligere, deres første møde otte år før romanens nutid – og deres tid sammen indtil selve fødslen, der leveres i fire intense kapitler, og brutalt deler livet op i det, der er vigtigt og det, der ikke er vigtigt. Bagefter skal tilværelsen genstartes, hvis det er muligt.
En pige og en dreng
Morten Brask
224 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 18.04.2013
Birte Strandby