Man er jo nødt til at tro på, at mennesker tager ved lære …
Politikeren og journalisten Birte Weiss har beskæftiget sig med Bosnien siden 1993, og Krigens arvinger er bygget op af interviews med politikere, ofre og gerningsmænd. Det er en forbløffende bog, der omfatter fortællingen om, hvordan man kan overleve en krig og leve videre med den historiske last mellem de mennesker, der var med til at skabe krigens gru.
Birte Weiss formulerer forsoningens ti bud, der blandt andet går på, at de døde skal findes og begraves, De skyldige skal dømmes og Vi skal gøre fredens perspektiv bedre end krigens. Retfærdighed – eller hævn – er nødvendigt for ofrene, men ikke altid mulig. Som udtrykt af et offer: Hvordan kan man tilgive en, der ikke angrer? Den manglende anger hos politikere og bødler fra krigen gør den videre vej ekstra besværlig. Efterhånden kommer man frem til, at det ikke var en religionskrig, men nærmere: … et lærestykke i, hvad der kan ske af ulykker, hvis der opstår et politisk tomrum i overgangen fra ufrihed til demokrati.
De mange interviews danner et broget og aktuelt billede af livet efter krigen, og beretter om genopbygning og hvordan brug af løgn og fortrængning kan beskytte børn mod had og hjælpe de voksne til overlevelse i hvert fald på kort sigt.
Det er en vigtig og pinlig bog for os, naboerne i Vesten, illustreret med et enkelt citat:
… men tænk, hvis der et eller andet sted i Europa havde siddet nogle politikere, som var klar til at redde os fra de galninge, som sad på magten …
Forfatter: Birte Weiss
240 sider
Forlag: Gyldendal
