Kasper Kloch formidler her en baggrundsviden, der kan opkvalificere diskussioner om tyrefægtningens eventuelle berettigelse.
Tyrefægtning er hverken ballet eller sport men en kunstart, der på en æstetisk måde skal gengive:
Historien om vores eksistens kogt ned til et drama. En dans med døden. Det rene, uberørte moment af kunst og lidelse, brutalitet og skønhed …
Det er en gammel kunstart, der hylder maskulin ære, voldelig konfliktløsning og udfordrende optræden. Men der har været en udvikling både hos matadorer og tyre. Af matadorerne fremhæves blandt andet sigøjneren Joselito, der dog kort efter sine første succeser blev overgået af Juan Belmonte, en grim og lavstammet sevillaner, der på grund af sine små, skæve ben og store mod fremelskede kunsten at stå stille og kun bevæge overkroppen under kampen med tyren. Samme manøvrer skabte behovet for, at tyrene i stedet for at være stærke og tunge først og fremmest skulle være hurtige.
At tyrefægtning stadigt er populært kan ses af tyrefægtningen 2007 i Barcelona med José Tomás, hvor billetter på det sorte marked kostede 3.000 euro, hvorimod en ’sort’ billet til en senere Rolling Stones koncert kun kostede 140 euro.
Bogen gennemgår de stramme regler for selve tyrefægtningen, og der er information om tyrefægterskolerne, om los encierros (tyreløbene) i blandt andet Pamplona og naturligvis om argumenter fra tilhængere og modstandere af tyrefægtning. Bagerst er der ordforklaringer, og bogen indeholder nogle betagende billeder.
Det er ikke et forsvar men en omfattende redegørelse for tyrefægtningens væsen, og efter læsningen forstår man måske bedre den begejstring, der kan findes i værker af Hemingway, Tom Kristensen og Rifbjerg.
En rejse i tyrefægtningens fodspor
Kasper Kloch
230 sider
Rosenkilde
Udgivet: 15.10.2010