Den grafiske roman har gode kår, og det er der ikke noget at sige til, når den som Kopierne udfordrer tekst og billeder og nærmest kaster sig over læserens opmærksomhed, der blive hevet rundt på de handlings- og udtryksmættede sider. Resultatet: En turbulent rejse med mange forskellige, samtidige sanseindtryk.
Jonas begynder på toppen af tilværelsen. Han er på vej hjem efter en meget vellykket fodboldkamp og en kort samtale med tiltrækkende Maria. Men hans forældre vil ikke lukke ham ind. De låser døren, og i stedet kommer Kopi-Befrierne, der vil tage Jonas ud på en køretur. Jonas har held til at stikke af. Han gemmer sig i skoven, hvor han møder en anden dreng, Ian. Det er Ian der fortæller, at de i virkeligheden er kopier, der har skullet agere drenge i familier, hvor familiens egne børn har været tilskadekomne eller i hvert fald indisponible i en periode. Nu er de ægte børn kommet tilbage, og kopierne skal elimineres.
Jonas og Ian vandrer af sted i håbet om at finde et skib, der skal bringe dem væk fra denne verden, der ikke vil have dem. De bliver angrebet af vildsvin og Kopi-Befriere, og de møder Ronnie, der også er kopi. Han forvandles langsomt til en hjælpeløs baby og derefter dør han, for det er sådan kopierne ender.
Jesper Wung-Sungs gyser fra 2010 er velegnet som grafisk roman. Dels støtter den i al sin dystopiske virkelighed godt op om den noir, som den genre dyrker, og som vi også møder i Kim Fupz Aakesons De gale, der er omarbejdet af Mikkel Sommer og Erik Barfoed – og i Bjarke Schjødt Larsens og Søren Kloks City Surfer.
Jesper Wung-Sung har allerede et stort publikum blandt teenagere, og med denne spændende inddragelse af layouteksperimenter og skøn kunst vil han nok få endnu flere læsere.
Jesper Wung-Sung
Søren Jessen
114 sider
Høst & Søn
Udgivet: 12.03.2015
Målgruppe: 13+
Grafisk roman
Trackbacks/Pingbacks