Vi kender cand. mag i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling Liv Thomsen fra tv, hvor hun i en række programmer på DR2 har fortalt os om historie. Mest kendt er hun nok for udsendelserne “Digtere, divaer og dogmebrødre”, ” Liv i renæssancen” og ” På sporet af dronningerne”, der er kendetegnet ved entusiastisk og engageret formidling.
Samme levende og vedkommende formidling finder vi i Liv Thomsens nye bog ”Historiens heltinder”, der fortæller om ti udvalgte danske kvindeskikkelser fra de sidste 3000 år.
Med Liv Thomsen som guide tages læseren med ud på en interessant rejsefortælling, for at blive klogere på ti historiske kvinder, der på hver deres måde har spillet en rolle i dansk kvindehistorie.
Bogen er kronologisk opbygget, og fortællingen starter med Egtved-pigen. Derfra går det over stok og sten. Vi møder Thyra Danebod, Margrete 1., Birgitte Gøye, Augusta Winterfeldt, Kamma Rahbek, Anna Ancher, Thit Jensen, Inger Marie Nordentoft og til slut Tine Bryld. Kort sagt en farverig, overraskende og spændende vifte af kvindeskikkelser, der på forskellig vis har skilt sig ud, været forud deres tid eller på anden vis været stærke og seje kvinder.
Liv Thomasens valg af kvinder er modigt og velvalgt. Det er en fornøjelse at møde navne, der nok er kendt, men sjældent fremhæves i den historiske formidling. Dog kunne jeg savne, at forfatteren i sit forord giver en nærmere introduktion til sin arbejdsmetode og valget af kvindeskikkelser. Efter endt læsning hersker der ingen tvivl om, at hver en kvinde der portrætteres, har været unik for sin tid og sat sig vigtige spor.
”Historiens heltinder” er skrevet i samme ånd og stil, som vi kender fra Liv Thomsens gode programserier og temaaftener på DR2 og DR K. Portrætterne er nuancerede, levende og formidlet med en nysgerrig Liv Thomsen ved roret! Men den så levende formidling kunne med fordel bakkes op af langt flere billeder og illustrationer.
Bogen emmer af fortælleglæde og sans for formidling, der giver læseren et overblik og en god helhedsforståelse af stoffet. Bogen gør ikke alene sin læsere klogere på hvem de ti kvinder var, men formår at bruge dem som løftestang i intentionen om, at tegne et større billede af dansk kvindehistorie over tid. Dermed formår Liv Thomsen at gøre os klogere på fortidens kvinder som helhed og ikke blot ti udvalgte – stærke – kvinder.
Liv Thomsens bog er lettilgængelig og uhyre velfortalt. Den er personlig i sin stil og tydeligvis båret af forfatterens egen nysgerrighed. Hendes historieglæde er smittende; præcis som Erik Kjersgaard og Paul Hammerichs i sin tid var. ”Historiens heltinder” er en hyldest til de stærke kvinder og en stor inspiration for nye generationer. I sandhed værd at læse!
Liv ThomsenGyldendal256 sider. Illustreret, indbundet.
Udgivelsesdato: 22.05. 2014
Anmeldt af Nønne Lønne Votborg