Hvis denne verden bebos af almægtige mennesker der kan påvirke klimaet, vejret, livet (men ikke helt døden), hvorfor udkommer der så utallige romaner om væsener – engle, hekse, vampyrer, der er mere magtfulde end mennesker?

Diana er historiker og heks. Hun støder i sin forskning på et mystisk manuskript, men da hun af princip undertrykker sine heksetilbøjeligheder, sender hun det tilbage med forventningen om at fortsætte som hidtil. Imidlertid er der andre, der er efter manuskriptet, og Diana bliver en modvillig del af jagten i selskab med den tiltrækkende vampyr Matthew, der forsker i genetik. Det bliver en lang jagt og ikke mindst en kamp for at finde en tid og et sted, hvor Dianas og Matthews forhold kan overleve.

Plottet er genkendeligt, men verden er anderledes og personlighederne omfatter også hekse, vampyrer og dæmoner. Alle tre grupper gør sig bemærkede ved at være smukkere, mere kreative og klogere end mennesker. Vampyrer og hekse har jævnligt et par ph. d.’er og adskillige afhandlinger bag sig. Dæmonerne er mere ustabile – som Dianas bedstemor siger: De er rockstjerner og seriemordere. Trods den langt højere intelligens udgør væsenerne kun ca. 10% af befolkningen, fordi menneskene angiveligt er langt bedre til at tilpasse sig ændrede livsforhold.

Vampyren Matthew er ca. 1500 år gammel og har fået nogle af sine forskningsprojekter direkte fra Darwin – og byggetilladelse til sin ejendom af Henrik VIII! Samtidigt er der fuldt blæs på al den seksualitet en flot vampyr – med udsøgte manerer – og en smuk heks kan tillægges. Alligevel er romanen rigeligt lang og taber pusten et par gange undervejs.

Deborah Harkness

Heksenat

Oversat af Lene Gulløv

730 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 26.04.2011

Birte Strandby