Ungdomsthriller

Lukas og Viktor beslutter for gammelt venskabs skyld at hænge ud en aften og spise pizza. Viktor har lavet en aftale om hurtigst muligt at overbringe en pakke for Black Brotherhood. Det bekymrer Lukas, men Viktor tager det helt roligt og mener nok, at de kan nyde pizzaen i parken, før de afleverer. Med det resultat, at nogle børn får fat i pakken og tager den med hjem. Viktor går i panik, for Black Brotherhood tager ikke let på svigtede aftaler. De to drenge går på jagt efter pakken, Black Brotherhood går på jagt efter dem, og for at det ikke skal være løgn, så stikker Amira, Lukas’ kæreste, af hjemmefra, så de nu er tre flygtninge. Lukas opsøger den sidst, tænkelige mulighed: hans oldefar der er 95 og muligvis dement.

På vagtcentralen sidder Bent Hyldgaard der havde regnet med at nyde sin medbragte brunsviger en rolig aften. I stedet modtager han det ene alarmopkald efter det andet fra observante hundeluftere, mens han forsøger sig med hurtige reaktioner i et langsomt system.

Her er det hele: et vildt tempo, en gammel uoverensstemmelse, og et par teenagere der pludseligt tvinges ud i det rene James Bond. Ydermere får vi et kig på muligheder for drenge som Lukas og Viktor der er repræsentanter for en trængt underklasse. Amira er i konflikt med sin kulturelle baggrund og tilføjer romanen endnu en nuance. Midt under trusler og uhygge er der også god humor, ikke mindst fra den måske ikke-helt-så-demente oldefar, der muligvis har penge på kistebunden og i hvert fald skeletter i skabet.

På røven gennem natten

Søren Poder

175 sider

Brændpunkt

Udgivet: 04.09.2020

Birte Strandby