Krimi i højt gear

Lars Andersen er politikommissær, og en sympatisk en af slagsen. Han roder med en ugengældt forelskelse i patologen Pia, og så gør han sit bedste for at være en god far for sin teenagesøn, også selvom han ikke har helt styr på forskellen mellem et lagenparty og et LAN-party.

Repræsenterer Lars pæn borgerlighed, så er Pia til gengæld et kraftcenter i en næsten surrealistisk verden. Hun er i koma på bogens første sider. Hun er også gravid og stadigt forelsket i en mand der sidder inde for mord, optræder voldeligt og i øvrigt har dræbt Pias mor, fordi han ikke kunne tolerere morens opførsel overfor Pia.

Det kræver selvsagt en særlig personlighed at være Pia, og den er ikke uinteressant. En ting er hendes specielle smag i mænd, en anden ting er, at hun spiser Heinz Tomatsuppe i sofaen mens hun ser dårlige tv programmer for at irritationen skal afholde hende fra at falde i søvn under spisningen.

En ung pige bliver fundet død på stranden. Selvmord eller mord? Senere findes en anden ung pige død på samme måde. I det ene tilfælde kan der være tale om drugrape, og en frygtelig historie kommer for dagen. Der er bandekriminalitet involveret, mobning live og på sociale medier, og så er der ham, Pias udkårne, der trods sin fængselsdom og efterfølgende afsoning frit vandrer ud og ind af de liv, der vedkommer ham. Opklaringen er jævnt fremadskridende, slutningen rummer mere blod end forventet og ikke helt så mange andre overraskelser.

Det første man bemærker, er desværre nogle sproglige mangler, et umotiveret skift mellem tredje og første person, fejl i hans og sin, og ordet ‘hellige’ brugt forkert. Men det glemmer man hurtigt, for plottet fungerer fra side et, og tempo og afveksling i krimien hører til blandt de bedre.

Hævnet er den tredje krimi i en serie men kan sagtens nydes uden forudgående kendskab, og man får lyst til at dyrke de to første, når Hævnet er læst.

Gittemie Eriksen

Hævnet

378 sider

Books on Demand

Udgivet: 2017

Birte Strandby