Guardians of the Galaxy

Ernest Hemingway skrev angiveligt verdens korteste novelle:

”For Sale. Baby Shoes. Never Worn.”

En tragedie må man sige. Jeg hørte på et tidspunkt også en anden, som skulle være verdens korteste novelle, selvom den er længere og en anden genre:

”Da han vågnede var dinosauerne der stadig.”

Starten på James Gunns ”Guardians of the Galaxy” kan ligeledes beskrives som en ganske kort novelle:

”Efter at have set sin mor dø forlod Peter hospitalet og blev kidnappet af rumvæsener.”

For en god dansklærer kan hele filmen reduceres til denne sætning. For hvad vil det sige at Peter Quill bliver kidnappet af rumvæsener? Jamen det betyder selvfølgelig, at han skaber en fantasi for at slippe for traumet!

I den forstand følger filmen den formel, som jeg har diskuteret i mange af mine små anmeldelser efterhånden. En formel der kan beskrives som: Traume → magisk element.

Denne formel gælder for mange film i dag. Bare for den specifikke tradition med døde mødre, som Guardians of the Galaxy følger, kan man nævne en del: I Godzilla indtræder monsteret (magisk element) i hovedpersonens univers og starter plottet, efter hans mors død (traumet). I Super 8 indtræder monsteret i hovedpersonens univers og starter plottet, efter hans mors død. En mere bogstavelig version kan findes i Peter Jacksons Braindead, som har en næsten Hitcockiansk opsætning, hvori moderen står i vejen for sin søns liv og i den forbindelse selv bliver en del af det magiske element da det mere eller mindre komiske traume indtræder i form af hendes transformation til zombie.

Den klassiske freudianske tilgang til denne formel er at barnet retrospektivt forestiller sig en tilstand hvor alle dets behov var opfyldt. Objektet for denne tilstand er moderen og det er derfor at en død mor i fiktion altid giver vej for noget magisk, en fantasi. Det er et slør som har til formål at skærme hovedpersonen imod traumet, men samtidig at erstatte den følelse af total tilfredshed, som han/hun retrospektivt forestiller sig at moderen gav adgang til. Dette er ikke nødvendigvis fundamentet for en patologi, symbolsk set er mor død så snart barnet kan gå på egne ben. I den forstand er der tale om fundamentet for den eneste acceptable patologi, hvilket er den mere eller mindre velfungerende psykologiske tilstand, for personen som er kommet helskindet igennem Ødipus-komplekset. Ethvert menneske med en velfungerende psyke, skylder sin stabilitet til en død mor, et traume. Med andre ord er dette grunden til at der altid er noget galt, at der altid er noget der fylder mere end alt det andet. Selve forudsætningen for menneskelig aktivitet er at noget mangler, at vi ikke er tilfredse. Det originale traume er den søjle som giver konsistens til individets subjektive verden. Alting giver mening såfremt at der én ting som ikke giver mening, noget som altid vil plage os. Det er derfor også noget pjat, når de nævnte film søger forløsning, der aldrig rigtig nogen forløsning, der er bare nogle øjeblikke som er mega seje, og det forstås i Guardians of the Galaxy.

Det geniale ved Guardians of the Galaxy er derfor også måden hvorpå instruktør James Gunn får Peter Quills traume til at farve hele galaksen. Uanset hvor han tager hen, hvem han møder og hvad han laver, så er han for evigt i cirkulation, som en satellit, omkring det samme traume. Dette er tilfældigvis også måden hvorpå en velkonstrueret historie fungerer. Alle de tilfældige elementer som en forfatter smider sammen, får en naturlig sammenhæng hvis de skrives ind i samme overordnede motiv.

Med sig bringer Peter Quill en gammel walkman og et eneste kassettebånd ”Awesome Mix 1”, som var det han hørte dengang han sad på hospitalsgangen. I løbet af filmen bliver vi introduceret til det sæt af popsange, som Peter Quill har hørt igen og igen, siden han blev taget fra jorden. Han dæmper hver eneste stressende situation med denne musik, og lader den farve hver eneste situation.

Hvis man laver lidt mere dansk-lære-arbejde, så kan man hurtigt komme frem til at efternavnet Quill, som jo er en gammeldags fjer som man kan bruge til at skrive med, har noget at gøre med at finde på ting, og dertil at sangene fra ”Awesome Mix 1” har flere betydninger. For eksempel ”Hooked on a Feelin’” som er mantraet i versionen spillet af Blue Swede fra 1974. Peter Quill er jo fanget af en følelse, det er hele hans motivation som karakter. ”Ain’t no Mountain High Enough” kan også ses som en kynisk kommentar til konstruktionen af en fantasi.

Jeg ville selvfølgelig aldrig nedværdige mig til at lave så letbenede og letkøbte fortolkninger. Det er imidlertid helt klart at folk der underviser i dansk i folkeskolen har det sjovere.

I sit voksenliv, som den kvindeforførende skurk Star-Lord, rejser Peter Quill rundt i en galakse, hvor han er den eneste normale person. Alle popkulturelle referencer til film og personaer fra kloden, går tabt på den mangfoldige og farverrige skare af rumvæsener som han møder. Filmen er i den sammenhæng ganske velfungerende når det kommer til dialog, og modsat andre marvel film, som Avengers og Iron Man, overdriver den ikke sin lyst til at smide kække kommentarer og gags når den kan. Den bruger mere tid på at være cool, end på at være sjov og det fungerer. Dertil ser den sig heller ikke nødsaget, som så mange andre sci-fi film, til at fortælle hvad hver eneste ting er. Ja, hovedpersonen har en mærkelig maske, som ser ud til at blive skabt digitalt på hans ansigt, men det er der ingen grund til at uddybe, som seer accepterer man det bare og det lader fortællingen bruge tid på andre mere interessante ting. Dette er også en af grundene til at filmen ikke, som Avengers, drukner sig selv i et forsøg på at uddybe alle sine karakterer og give dem lige meget vægt. Det her handler om Peter Quill/Starlord og fordi historien er godt skruet sammen så får de andre fire ”Guardians” nok tid til at vi tror på dem, uden at vi behøver at få en kompleks baggrund for hver eneste af dem.