Nye gysere i serien ’13 historier’
Begge letlæsningsbøger Fridykker og Klatretræ har et lixtal på 14 – 15, og der er mange illustrationer, stemningsfyldte billeder i bløde, grå nuancer og med toner af mørk uhygge.
Fridykker handler om en dreng, der er på ferie med sine forældre. Forældrene sidder ved poolen i en tilstand, som læseren senere opfatter som apatisk. Drengen øver sig i at dykke. Han kan, når han er godt forberedt, holde vejret under vandet i næsten tre minutter. Man må beundre hans ihærdighed. Han vil slå sin rekord. Forældrene ser ikke noget. Moren sidder med et blad, og faren er tilsyneladende faldet i søvn på drømmesengen.
Drengen prøver igen. Denne gang kommer han over det punkt, hvor det gør ondt, og han har trykken for ørene. Han synes også, at han ser nogen dernede i vandet, men det kan jo ikke være rigtigt. Der er kun hans familie og en tysk familie ved poolen. Men næste gang han dykker, er han helt sikker. Der er nogen dernede, og han vil få virkeligt svært ved at slå rekorden i at opholde sig længst tid under vand.
Det er et godt gys, baseret på en ulykkelig baggrund. Historien minder i opbygning og tragedie om filmen Don’t Look Now fra 1974 med Julie Christie og Donald Sutherland (Daphne du Maurier), men er fint tilpasset en ung læser-
Fridykker
Bog 7
30 sider
Klatretræ er et gys helt i overensstemmelse med reglerne for gys: Det almindelige og dagligdags der viser sig at rumme ren gru og en trussel om makaber uhygge og snarlig død.
Tino er den mindste på fodboldholdet og gør som Victor siger, og Victor siger, at Tino skal klatre op i træet og hente bolden. Tino er ikke tryg ved det, for han har hørt en historie om en dreng der faldt ned fra træet og slog sig ihjel. Det er ganske vist nogle år siden, og hvis han vil spille fodbold med de større drenge, må han altså op i træet.
Det tager ikke så lang tid at finde bolden, men så forsvinder den for ham og dukker op igen. Og der er en dreng i træet, en ondskabsfuld dreng. Tino overlever mødet, men næste gang der skal hentes en bold, bliver det ikke Tino, der gør det.
Klatretræ er også et ok gys, men skræmmende på en anden måde end Fridykker, og ikke et gys der bliver hængende længe efter. Spændingen i begge bøger er glimrende motivation til at fortsætte læsningen, men måske er det bøger, der bør læses i fuldt dagslys.
Andre bøger i gyserserien er Tandfeen tryller og Lærestreg.
Klatretræ
Bog 8
33 sider
13 historier
Jakob G. Madsen
Illustreret af Mia Marie Overgaard
Vild Maskine
Udgivet: 2021
Birte Strandby