En af de ting man bemærker i Joachim Gaucks selvbiografiske gengivelse af livet i Østtyskland/Tyskland før og efter murens fald, er hans forbavselse over, at borgere i den vestlige verden trækker sig fra det offentlige og politiske rum for at gøre sig selv til konsumenter. Og det er forbavsende, at civil courage er i så lav kurs, når betænkes, hvad det gjorde for eksempelvis DDR i årene op til murens fald.
Ellers begynder Gauck ved begyndelsen: Børneopdragelse i DDR:
Når barnet skriger og ikke kan beroliges med en sut, så gælder det, kære mor, om at være hård. Begynd endelig ikke at tage barnet op… Og lad for Guds skyld være med at amme det!
Det er grumt, men mantraet for opdragelse af spædbørn: ro, renlighed og regelmæssighed gjaldt også i den vestlige verden. Nogle ting er blevet bedre siden. Blandt andet børnepædagogik.
Gauck var ikke hele tiden imod tingenes tilstand i DDR. Han fandt tryghed i det politisk meget forudsigelige landskab. Selvom han ikke var særligt troende, valgte han at læse teologi, fordi det var en af de få muligheder, når man ikke var partistøtte. Man skulle være overbevist kommunist for at komme ind på jura. Men teologien gav en ny tilgang til troen, her var der noget man kunne vælge. Kirken skulle ikke samarbejde med Stasi, og kirken havde i Østtyskland flere rettigheder end i andre socialistiske lande.
Mellem 1949 og 1989 forlod 3,8 millioner mennesker DDR. I slutningen af halvtredserne var der gymnasieklasser, hvor halvdelen af klassen var rejst til vesten. I 1961 blev muren bygget. Nogle betragtede den som en triumf, en antifascistisk beskyttelsesvold, der gjorde det muligt at holde på progressive borgere.
Gaucks egne sønner søgte om udrejse. De havde ikke været medlemmer af landets ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend og var blevet udsat for mobning – fra lærerside – og deres senere uddannelsesmuligheder blev begrænsede af den manglende interesse for at tilslutte sig kommunismen.
Stasis tilstedeværelse er voksende frem til 1989, og informanter rekrutteres selv i gymnasieklasser blandt mindreårige. Østtysklands militarisme fylder meget, også børnehavebørn deltager i en årlig militærmanøvre. Når Østtyskland køber militærudstyr fremstilles det som en beskyttelsesforanstaltning, når Vesten gør noget tilsvarende er det aggression.
Billedet begynder som bekendt at vende med Gorbatjov, selvom Honecker virker forstenet og upåvirket af de russiske vibrationer. Adskillige præster nægter at samarbejde med Stasi, og demonstrationer mod regeringen bliver hyppigere og får flere og flere deltagere. Gauck beskriver indgående begivenhederne frem til murens fald i november 1989 og foreningen af de to Tysklande året efter.
Efter genforeningen nedlægges Stasi: 30.000 af 85.000 Stasi-ansatte fyres med det samme, 125.000 pistoler og 76.000 geværer afleveres, post- og telefonovervågning stoppes, og et udvalg til afvikling af organisationen nedsættes i juni.
Gauck bliver den første forbundskommissær for Stasi-arkiverne og påbegynder arbejdet med åbningen af arkiverne og opgøret med Stasi-medarbejdere som et skridt i den lange proces med at arbejde sig fri af diktaturet.
Joachim Gauck i samarbejde med Helga Hirsch
Oversat af Maj Westerfeld
