Det er faderrollen, der er til revision i svenske Jonas Rasmussens digtsamling far mor barn, der i oktober sidste år udkom på forlaget Kronstork, på dansk ved Kamilla Löfström. Traditionelt set har faderen haft en meget ensformig rolle i litteraturen: Han har været den store, stærke, følelsesfjerne og ikke mindst fraværende forældre. En sand patriarkatets mand.
Jonas Rasmussen åbner op for et andet billede af faderen: Ham, der har gode forudsætninger for at være far, ham der interesserer sig for barnets udvikling, ham der ønsker at bidrage til en tryg og kærlig opdragelse. Men også ham, der tvivler, ham der er bange, ham der nogle gange drømmer sig langt væk, ham der skændes med sin kone, og et eller andet sted dybt inde bebrejder hende en lille smule. Kort sagt tegner Rasmussen et billede af faderen, der elsker.
Samlingen deler sig i tre dele: far, mor og biprodukter (hvilket i sig selv er en bemærkelsesværdig tredeling). Den indledes med et portræt af faderrollen, udformet som et langdigt på de højre sider af bogen. I højre hjørne, ved siden af sidetallet er en lille titel, far. ”Jeg har det godt/ Jeg har en søn/ Jeg har en søn, som jeg elsker/ Jeg har en søn, som jeg elsker, og som har det godt/ Jeg har en søn, som er 1 og ½ år gammel, som jeg elsker/ Jeg har en hustru, som er 30 år gammel, og som jeg også elsker”. Der hersker en umiddelbar idyl i disse indledende linjer, en idyl, der på samme tid er så anmassende og insisterende, at den virker mere forloren end oprigtig. Og denne forlorenhed følges også op i digtsamlingens anden del, hvor den lille titel i højre hjørne nu hedder mor. Her lyder det modsætningsvis: ”Jeg har aldrig villet være verdens bedste far/ Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev far/ … / Jeg har aldrig hævet stemmen over for min elskede søn/ Jeg har aldrig fået en bemærkning fra min elskede hustru for at have talt i for grove vendinger til min elskede søn”. Denne anden del er præget af en negation i form af ”jeg har aldrig”, som straks leder tankerne over på drukspillet af samme navn, hvor man ytrer sig om ting man aldrig har gjort eller sagt, og straffes med en druktår, hvis man har løjet, og udsagnet i virkeligheden er sandt.
Gentagelsen af først en lang række positive udsagn, der efterfølgende vendes på hovedet i en række negationer, sætter spørgsmålstegn ved jegets pålidelighed. Samtidig fremstiller det på besynderligvis også jeget i et mere oprigtigt lys. Den kvalmende korrekthed, som jeget udtaler både overfor sig selv, men også til sine omgivelser, pilles ned i det ærlige rum, som ”jeg har aldrig”-formen indbyder til. Betyder det så, at Rasmussen tegner et billede af en far, der kun tænker: ” Jeg har aldrig tænkt, at nu skider jeg på det her / Jeg har aldrig tænkt: ‘Det er ingen skam at flygte’ / Jeg har aldrig villet flygte”, altså en far, der i virkeligheden bare har lyst til at stikke halen mellem benene? Nej, tværtimod. Han tegner et billede af en far, der rummer det hele. Og vigtigst af alt, så åbner han op for et sprogligt og poetisk rum, hvor tvivlen såvel som glæden kan diskuteres. Måske er det særligt manglen på dette rum, der definerer digtsamlingens dobbelthed. Måske er det manglen på en tradition for også at kunne italesætte det, der er svært, den splittelse som forældrerollen (også) fører med sig, der får Rasmussen til at skrive således i en af de poetiske biprodukter: ”Der er et hulrum som er målbart/ …/ Måleenheden udefineret/ Millimeter, lysår, åretag, vingeslag, hjerteslag?/ Præcist så langt er der mellem nu/ og min længsel tilbage/ Præcist så langt er der mellem jeg/ og mig/ Fra hvad som helst inden i mig/ til hvor som helst/ inden i jeg”.
far mor barn
Jonas Rasmussen
På dansk ved Kamilla Löfström
Digtsamling
53 sider
Forlaget Kronstork
Udgivet: oktober 2016
Anmeldt af Maria Bøhnke