Anden del af fantasy-trilogien om Luce og hendes store kærlighed til englen Daniel. I denne roman kommer Luce tættere på sin fortid – eller hedder det fortider, når man som Luce har levet mange gange? I hvert enkelt af Luces mange liv har Daniel været den store kærlighed, og hver gang har udfaldet været tragisk.

Efter kampen i forrige roman fører Daniel Luce til en ny skole. Denne gang er det ikke en skole for socialt utilpassede unge men fortrinsvis for nefilimer. Alle elever har særlige evner i lighed med karaktererne i filmen X-men men mindre kraftfulde: En pige kan svæve og en anden kan se brudstykker af tidligere liv. Luce opdager, at hun kan hidkalde Varslerne, og det betyder, at hun kan afsløre, hvad der er gået galt i hendes tidligere liv, og det er rigtigt vigtigt, hvis hun skal finde ud af, hvordan hun og Daniel kan få en fremtid sammen.

Det lyder måske indviklet, men det er det ikke, for handlingen går frem i et roligt tempo, der er endda lidt tid til at være teenagere på kostskole mellem de mere dramatiske hændelser. Også denne roman ender i krig og krise, men med Daniels overbevisning om, at han nok skal klare vanskelighederne. Luces liv og omgivelser trues i hele romanens længde, men hun udvikler sig og sine evner. Til gengæld er der ikke meget nyt over selve handlingen. Varslerne udgør romanens eneste nyskabelse, de giver mulighed for at se hændelser i fortiden, ganske vist forvrænget, men ikke desto mindre interessant. Ellers er det en gennemsnitlig spændings-kærlighedsroman for unge.

Lauren Kate
Fallen 2 – De udstødte
Oversat af Louise Urth Olsen
382 sider
Tellerup
Udgivet: Juni 2011

Birte Strandby