En sej dames erindringsbog med klip fra Sarajevo, Kabul, Haiti, Bruxelles og andre steder hvor Mette Fugl har været på job i krigs- og fredstider.
Optakten er afskeden med DR og måske også en afsked med tidligere tiders journalistiske arbejde, fordi det fremover vil handle om selfie-journalistik med mere plads til journalisten og mindre til observatøren.
Mette Fugl skriver rapt og personligt, både når det drejer sig om interessante mandlige bekendtskaber, og ikke mindst når det drejer sig om oplevelserne i forbindelse med opgaver i krigszoner. Der berettes fra de værste brændpunkter de seneste 30 år, fra Iraq hvor våbeninspektør Hans Blix afslører, at der ingen masseødelæggelsesvåben er, men at krigen alligevel er uundgåelig, fra Kairo, hvor et amerikansk tv-hold stikker en flok unger nogle småpenge for at sætte ild til det amerikanske flag, og fra Kabul, hvor Mette Fugl sammen med sin fotograf finder Talibans rekrutteringskø og får lejlighed til at tale med en af lederne, som dog kun henvender sig til fotografen og da fortrinsvis taler om amerikanske, politiske fejl. Det er også på en af disse rejser, forfatteren får et interessant tilbud hos frisøren om et Cut and blowjob.
Der er grusomme beretninger, overfald på kolleger, drab på civile. Og der er de lettere såsom en noget broget kærlighedserklæring til belgierne og til Bruxelles. Ligeledes er der et kapitel om at deltage i filmfestival i Cannes og se både Tony Curtis og Michael Jagger. Men det må være stemningen, der trækker for der er ikke noget i beskrivelserne af menneskemængderne, fransk festivalbureaukrati og livet under filmfestivalen, der helt forklarer Cannes’ tiltrækningskraft.
Herudover er der kritikken af danskerne – der set fra udlandet ser ud til at være småligt forelskede i grænsebomme, og Mette Fugl holder sig aldrig tilbage fra at lange ud efter snæversynetheden både når det handler om abortlovgivningen og når det handler om den danske udlændingepolitik, der bliver stadig mere pinlig.
Således omfattes megen god og sprogligt underholdende kritik, som forhåbentligt høres, og der er også et vink med en vognstang om, at kravene til journalistens nyhedsdækning skal ændres, hvis vi fremover skal kunne stole på medierne.
Bagest er der en lang række billeder af Mette Fugl på arbejde sammen med interessante personligheder såsom Preben Møller Hansen, Anker Jørgensen, von Trier.
Mette Fugl
280 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 14.10.2014
Birte Strandby