Sepulchre er et enestående eksempel på, hvorfor en god historie ikke nødvendigvis er det samme som god litteratur.
I første omgang kan man med glæde notere sig en lighed med Ann Radcliffe og den gotiske roman: Spændingen, handlingen og opbygningen, men glæden er kortvarig og den sproglige formidling aldeles uden Radcliffsk stil. Desuden er der en del besynderligheder i oversættelsen: Hvad er for eksempel afstumpede øjenbryn, hvem er Miss Marble (med b) og da Vincy, og hvad er det for en poste restante, hovedpersonen går forbi? Gik damer af det bedre borgerskab i 1891 rundt med såvel tilfældige papirstykker som blyanter i lommen, og var det på den tid almindeligt, at franskmænd læste Niels Klims underjordiske rejse?
Handlingen foregår på to planer: Dels det store drama, der finder sted i 1891 med Léonie og broren Anatole som centrum og Constant som den ualmindeligt onde skurk, der ikke går af vejen for tortur på sin vej mod målet, der i øvrigt er hævn.
I nutiden er Meredith hovedperson. Hun er ved at skrive en bog om Debussy, og får blandt andet via Tarotkort fundet frem til fortidens drama, der kun matches af det drama, hun selv løber ind i under sin søgen. Og heri skal ikke medregnes en ualmindelig unengageret og kunstig formidling af det, der formodentligt skulle have været en hed kærlighedsscene. Til gengæld er læseren sjældent i tvivl om heltindens positur, og hvor indtagende denne er.
Debussy er den røde tråd, og hvert kapitel afsluttes med en takt fra stykket Sepulchre. Handling og drama er på plads og også spændende nok til, at læseren til trods for det til tider ligefrem klodsede sprog – Maj kom genert listende, mindende om de lange sommerdage, der snart ville plette søens stille vand med sol. – alligevel finder vej til den dramatiske slutning.
Kate Mosse
Oversat af Ulla Oxvig
752 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 29.01.2009
Birte Strandby
