Leif Sørensen udgav to digtsamlinger helt tilbage i begyndelsen af firserne. Efter mere end 25 år udsendes den tredje: 9210, der er postnummeret for en bydel i Aalborg.
Samlingen er delt op i tre dele: Den første omhandler i flere digte fødebyen Esbjerg, hvor havet, den blå farve og tidligere venner præsenteres.
Anden del er koncentreret om postnummer 9210, og det samme gælder tredje afsnit.
De fleste digte – fortælledigte – giver et glimt af en trist hverdag, hvor dagene synes at ligne hinanden. Mødet med et multietnisk samfund med friske drenge ses som noget positivt, mens en sur hjemme føding – en ældre dame – synes at være repræsentant for nogle danskere, der ønsker fremmede hen hvor pebret gror. Andre personer er gamle druk venner og piger, digteren har haft erotisk forbindelse med.
Det er erindringsglimt, små hverdagshistorier, der for flere digtes vedkommende begynder på et realistisk plan, men mod slutning af digtet sker et brud, og der dannes en drømmeagtig sekvens, der kan tydes som en åbning og et håb om en mere munter fremtid: ”Han lader en sten/falde i vandet/Under drømmens fald/er han snart/ en sten/ og næsten en papirflyver/ Idet stenen bryder vandet/svømmer han væk/i morgenlyset.”
Sørensen, Leif
Siesta, 2010
72 sider
Hella Sylvest
