Frydendal – og andre gidsler

Solvej Balles erindringsbog rækker tilbage til 1600-tallet og frem til hendes søn med vægt på egen tid og på bedsteforældrenes. Bedsteforældrene boede i Jylland – på Frydenlund, og havde Gud på deres side. Gud skulle takkes for det, han gav, korn og brød og grød og kål, og bagefter skulle der arbejdes: ”Der var meget at gøre, der var marker at passe, huse at flytte, komfurer at bære. Jeg ved ikke, hvem der bar, men jeg tror, at min farfar havde fat i den anden ende.”

Romanen er stringent opbygget og præcis i sine erindringer, hvem husker hvad: ”Det er min mor, der husker” det eller ”Jeg forestiller mig,” så læseren på intet tidspunkt er i tvivl om sandsynligheden for sandheden i udsagnet.

Det giver et godt billede af en overgangsperiode fra landbrug, religion og hårdt arbejde lige efter 2. verdenskrig til vore dage med reklameslogans, selvcentrering og overfladiskhed. Man kan mærke en beklagelse over udviklingen, men ingen bud på, hvor eller hvornår, vi skulle have forsøgt at styre udviklingen en anden vej.

Tidsbilledet er som nævnt godt og særdeles genkendeligt for dem, der måtte have levet i tiden. Men den underliggende kritik er svær at få hold på, så man kan egenligt bare få lidt dårlig samvittighed over, at man har accepteret denne overgang fra Gud og hårdt arbejde til ”fordi-du-fortjener-det”-kulturen. Sprogmæssigt distancerer romanen sig fra den ordinære selvbiografi med sit strenge sprog og fotografisk, usentimentale beskrivelser. Forfatteren har befriende udeladt enhver form for føleri, og det gør romanen til en lidt stærk oplevelse.