En lille bog om et væsentligt skridt inden for rygsmerteviden- og helbredelse.

Det er en kendt sag, at alderen slider. Dette slid rammer også lænderygsøjlen, og der kan opstå sprækker i den plade, endepladen, der ligger mellem discus og rygknoglen. En discusprolaps er, når der er gået hul på bruskskivens bindevævsring.

Sprækkerne i endepladen behøver ikke nødvendigvis at give smerter, men en ellers fredsommelig bakterie, der sædvanligvis holder til på huden, kan forårsage stor irritation omkring ryghvirvlens endeplader, og når de hvide blodlegemer kommer for at bekæmpe irritationen/hævelsen, opstår i stedet et væsketryk. Væsketryk og betændelse er årsagen til smerten hos 90 % af de såkaldte Modic-patienter. Der er ingen forklaring på, hvordan den omtalte bakterie lander i endepladen, men det har efterfølgende vist sig, at smerterne kan fjernes effektivt med antibiotika. Og det er samtidigt blevet fastslået, at træning ikke gør noget ved smerterne.

Modic-forandringer er vertebrale endepladeforandringer opkaldt efter den læge, der opdagede dem. Modic gik ikke selv videre med sine opdagelse, men på Rygcenter Fyn i Ringe opdager læge Claus Manniche og fysioterapeut Hanne Albert, at en MR-scanning kan afsløre Modic-forandringer. I 2008 forsøger man med antibiotika, der angiveligt reducerer smerten med 50 %, og man forventer at 60-80 % af de mest smerteplagede Modic-patienter kan få glæde af en antibiotikakur. Enkelte har allerede haft glæde af kuren, men da det vil vare endnu to til fire år, før kvalitetsstudier af antibiotikabehandlingen offentliggøres, sker behandlingen indtil videre for lægens egen risiko. Fremover vil man kunne imødese en revolution indenfor rygbehandling og en betydelig nedgang i antallet af rygoperationer.

Bogen er skrevet af læge Claus Manniche og journalist Connie Mikkelsen. Den er pædagogisk opbygget, der er udtalelser fra både forskere og patienter, og der er informerende illustrationer. Dette til trods er den ikke helt let tilgængelig for ikke-sagkyndige.

Claus Manniche og Connie Mikkelsen

105 sider
Saxo.com

Udgivet: januar 2014