En opskrift på, hvordan man skriver og sælger en fagbog
Indholdet omfatter selve skriveprocessen, hvordan man kommer i gang, hvordan stoffet struktureres, senere sparring med en skrivemakker, betalæsere, ligesom udgivelse, PR og markedsføring tages under grundig behandling. Generelt kommer man godt rundt om hele processen, og der er endda hjælp til at overkomme eventuelle skriveblokeringer. Ved at følge bogen omhyggeligt turde udgivelse og salg af en fagbog være muligt. Forudsat, naturligvis, at man har et godt emne.
Detaljeringsgraden er høj. Der er forslag til, hvordan man begynder med idegenerering og mindmap. Dernæst finder man en målgruppe og en yndlingslæser, skriver en titel, en bagsidetekst og laver kapitelinddeling og synopsis, sigter på et sideantal og en udgivelsesdato. Der er ydermere forslag til, hvordan man gør sit sprog aktivt og engagerende, undgår tomme adjektiver og anvender kraftfulde udsagnsord. Her er reglerne velkendte, og vi møder også begrebet ‘Kill your darlings’ og andre udtryk for gode skrivevaner. Det er i kapitel 4 Virkemidler og sprog, et kort kapitel som selvudgiverforlag med fordel kunne foreslå nye forfattere at læse, også de skønlitterære.
Der er en del om selve skriveprocessen, og der er noget om det helt praktiske, såsom hvordan man får roen til at skrive, slår sine notifikationer på Facebook fra og den slags.
Korrektur, revision og betalæsere fylder en del, og det må det også gerne gøre i den virkelige verden. Det er relativt sjældent at møde en dansk udgivelse helt uden fejl, hvadenten det en beskeden trykfejl, forkert anvendelse af et begreb, eller noget andet, og som det nævnes i bogen, så er trykfejl irriterende, men det er også skadeligt for forfatterens brand og signalerer manglende respekt for læseren.
Der er ikke så mange nyheder i bogen, men de mange råd og informationer er samlet og udlagt på en fornuftig måde, og der ser umiddelbart ud til, at man kan følge bogen slavisk og få et godt resultat.
Et fint layout gør stoffet behageligt tilgængeligt og bogen til let læsning.
Styrk dit brand
Skriv en bog
Jesper Handberg Nielsen
144 sider
Skrivekompagniet
Udgivet:juni 2024
Birte Strandby