Juma Ellemann Kruse har set nærmere på islam og på forskellene mellem kristendommen og islam. Umiddelbart er der flere gode pointer i bogen, og projektet er beundringsværdigt, for her mangler vi klar og saglig information, men hvis man er uden særligt kendskab til Koranen og/eller Bibelen, kan man godt blive forvirret.

Det første kapitel hedder: Hvad er en muslim?, og her portrætterer Kruse otte muslimer baseret på Malene og Carsten Fenger-Grøndahls bog Muslim fra 2002. Havde det ikke været lige så relevant at høre muslimer i Danmark 2019?

En forskel mellem kristendom og islam består blandt andet i nåden, Allah vurderer, om muslimen kan komme i himlen. I kristendommen fortjener ingen at komme i himlen, men alle inviteres, og det er troen der afgør, om man kommer ind, mens det for muslimerne også afhænger af gode gerninger.

Nåden belyses også på en anden måde: En mand falder i en flod og kan ikke redde sig selv. En anden kaster sig i floden og redder ham med fare for eget liv. Det er den kristne version Hvis man i stedet havde kastet et reb ud til den druknende, som han kunne redde sig selv med, er det et billede på den frie vilje i islam.

Kruse opfordrer til at lytte til både kristne og muslimer, omend der er indbyrdes stridigheder om, hvordan Koranen fortolkes. Eksempelvis slår han fast, at forholdet til burka og niqab er mere nuanceret end det udlægges af dansk presse, og at det oftere er kvindens valg end mandens. Baggrunden er, at kvinden skal tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt. En enkelt adspurgt kvinde angiver, at hvis hun ikke må gå i burka, så vil hun ikke forlade sit hus men følge sine studier hjemmefra.

Der er ligeledes ansatser til at diskutere de to religioners forhold til krig og til demokrati, men generelt er det vanskeligt at få overblik over bogens indhold, og udlægningen er bestemt ikke tilpasset den gennemsnitlige læser.

Du skal elske dine fjender?

– og andre kritiske spørgsmål til islam

Juma Ellemann Kruse

164 sider

Book-On-Demand

Udgivet: 2019

Birte Strandby