Retten til frit at kunne kritisere sit eget politiske system er stadig lakmusprøven på demokrati, både i fortid og i nutid.

I 213 f.Kr. gav den kinesiske kejser Qin Shi Huang ordre til, at alle Konfutses litterære værker skulle brændes. Ifølge kejserens førsteminister var årsagen til ordren, at studiet af litteratur og vidnesbyrd om fortiden gjorde folk forvirrede og fik dem til at afvise loven og den rette lære. Som skrevet i dette udmærkede og inspirerende værk er det ikke sidste gang i historien, bøger afbrændes i forventningen om, at folket så vil tage imod den ‘rette lære’.

Med udgangspunkt i ytringsfriheden fører Jacob Machangama os fra antikken gennem middelalder, oplysning, revolutioner, raceuroligheder og frem til i dag, hvor vi i en stor del af verden oplever den ultimative ytringsfrihed uden risiko for straf. Desværre fremmer dagens ytringsfrihed ikke altid sandheden, og en direkte følge af ytringsfriheden synes at være hadtale og misinformation. Det er vanskeligt at gøre noget ved uden at indskrænke ytringsfriheden på de sociale medier, men forfatteren har forslag sidst i bogen.

I antikkens Athen eksisterede en slags demokrati for hvide mænd, men efter Den Peloponnesiske Krig, som Athen tabte, diskuterede man, om det overhovedet var en god ide, at fattige og uvidende havde samme ret til at ytre sig som rige og veluddannede. I Rom afhang demokratiet af den siddende kejser, og da vi nærmer os middelalderen, tager katolicismen sig af de anderledes tænkende og talende, og de skrifter der måtte skille sig ud fra den siddende regents holdninger. I 1499 beordrede kardinal Cisnero, at alle muslimske bøger og manuskripter i Granada skulle brændes.

Gutenbergs opfindelse var i sig selv en gave til ytringsfriheden. Mellem 1454 og 1500 trykkede europæiske trykkerier ca. 13 millioner bøger, og da Luther oversatte Bibelen til tysk, var trykprisen så langt nede, at Bibelen kunne købes for en almindelig arbejders dagløn. Til Luthers bekymring var der andre religøse sekter der kunne se fordelene i den nye teknologi, og Luther forsøgte at indføre censur, så det blev ulovligt at læse andre protestantiske reformatorer. 

Generelt er det religionen, statsmagten, eller begge der undertrykker ytringsfriheden – fra Henrik den 8. af England over Weimarrepublikken og til vore dage. Historien set fra den vinkel har mange helte og skurke, og angiveligt er dagens største problem ‘fake news’, her defineret som ‘nyheder der er usande, vildledende, af lav kvalitet eller voldsomt partiske’. Imidlertid har en undersøgelse påvist, at fake news kun udgør 0,15 procent af en amerikaners daglige medieforbrug, og en anden at russiske troldes indflydelse på amerikanske Twitter-brugere er begrænset. Derfor er der alligevel problemer med misinformation, men også her leverer bogen forslag og tilgange, der kan sikre, at vi fremover kan anvende de sociale medier fornuftigt som en demokratisk stemme uden at give køb på ytringsfriheden. Ydermere anbefales kritiske sider med seriøs journalistik såsom bellingcat.com. Forfatteren er desuden inde på anvendelse af blockchain-teknologi og eventuelt en decentralisering af cyberspace for at reducere risikoen for fake news.

Der lægges op til flere mulige bud på fremtidens ytringsfrihed, og det er en relevant diskussion, men bogens styrke og fascination er den historiske gennemgang, der kan nydes af alle, både de historieinteresserede, politikere der vil ændre verden og alle os andre.

Ytringsfrihed

Fra Sokrates til sociale medier

Jacob Mchangama

Oversat af Ole Helmersen

469 sider

Djøf Forlag

Udgivet: 2023

Birte Strandby