Den foreløbigt sidste af Vitello-bøgerne slutter passende med risikoen for, at Vitello får en papfar om end en sympatisk en af slagsen.
Vitello baldrer en rude i forsøg på at ramme to provokerende unger. Manden der ejer huset med ruden insisterer på at klage til Vitellos mor, og det kommer der ikke noget godt ud af, synes Vitello. Ganske vist glemmer både manden, der hedder Gregers, og moren ret hurtigt det med ruden, og da han kommer på besøg næste dag, får Vitello en pose slik, men ifølge Vitellos kæreste, Kamma, er der flere ting, der indikerer muligheden for en potentiel papfar. Sammen går de hen til Gregers, så Kamma, der har forstand på papfædre, kan tage ham i øjesyn. Synet falder heldigt ud, uagtet manden er skaldet, og da Kamma forklarer, at papfædrefænomenet også kan medføre flere julegaver, absorberer Vitello situationen med fatning, og slutningen åbner mulighed for en harmonisk udvidelse af den lille familie.
Det er som altid hos Aakeson en humoristisk bog og god underholdning. Dog rummer den ikke så mange af de utraditionelle indslag og tankegange, der ofte har præget Vitello-bøgerne, ligesom handlingen grænser sig til det forudsigelige. Det bør ikke overraske, moralen har basalt altid været høj og det havde været utænkeligt, at Vitello var gået ind i en løbebane som ungdomskriminel, så derfor kan både børn og voksne stille sig tilfredse med, at Vitello reddes på stregen fra en truende socialrealisme og bogen ender lykkeligt. Men måske er det ingen skade til, at serien holder pause, inden vi nærmer os den helt banale børnebog.
Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Vitello skal have en papfar
32 sider
Gyldendal
Udkommer: 07.10.2010
Birte Strandby