Lisbeth Jean-Pierre og Gumpy, to menneskebørn og en gargoil, der ifølge de sorthvide illustrationer er betydeligt mere nuttet end dem, der befinder sig på Notre Dame, er på besøg i London. De oplever blandt andet British Museum og Tower, og første del af bogen er spækket med fakta, der kan mætte selv den mest videbegærlige elev.

Heldigvis sker der noget, der bryder informationsstrømmen: Guden Seth fra Egypten dukker op i mumieversion og gør klar til at overtage verdensherredømmet. Med sig har han sine to livvagter, eller rettere mumier der viser sig at være to balsamører, der byttede plads med livvagterne inden den evige søvn/det evige liv. Seth indleder sin nye magt med at suge energi fra mennesker og fra gamle, historiske bygninger. Menneskene kan rekreere efter at have mistet energien, men de gamle bygninger falder sammen – undtagen Big Ben.

Det er Seths plan at ødelægge så meget af London som muligt og få folk til at miste troen på London og på premiereministeren.

Militæret sættes ind men har ikke magt til at røre Seth. Heldigvis er der så vores tre venner, der dels hurtigt har fanget, hvad problemet er, og dels er hurtige til at samle den nødvendige viden fra blandt andre de fastboende gargoils og dels får de hjælp fra uventet kant i kampen mod Seth og ondskaben.

Der er mange informationer, og der er flere fantastiske indslag, men hvis man kan acceptere, at en gargoil – med vinger men dog af sten – kan flyve, og at et Loch Ness uhyre kan havne i Themsen, så er det udmærket underholdning.

Lars & Bodin

218 sider

SKRIVEforlaget

Udgivet: 2013

Fantasy/børnebog

Vedr.: Anmeldelse af Sværdet og tidsscepteret.

Først tak for en fin anmeldelse. Dog er der en lille detalje mod slutningen, som skærer en forfatter i øjnene.

Gumpy er ikke af sten. Det er hele ideen med serien om ham. Han er en stengargoil, der er blevet levende af kød og blod.

De bedste hilsener,

Bodin