Er støv skabt på Guds værksted, eller forsøger bedstefar at snige sig uden om rengøringen?

Der er ret støvet hos bedstefar, og han har ingen planer om at fjerne støvet. Ifølge ham kommer det fra de store støvtåger ude i universet, derude hvor støvet samler sig i tætte, tunge masser og bliver til stjerner og sorte huller.

Den forklaring besvarer ikke alle barnebarnets spørgsmål. Barnet vil også vide, om der hele tiden kommer nyt støv, og hvor det gamle støv bliver af? Også her kan bedstefar fortælle: der kommer nyt støv hele tiden, og det støvet bliver blandt andet til bløde støvkaniner under sengen. I virkeligheden kan støvet være gamle civilisationer og glemte riger.

Alt er forbundet med alt. Specielt med støv.

Men midt i bedstefar og barnebarnets store samtale om store ting kommer bedstemor med støvsugeren.

Store billeder fylder siderne, fortrinsvis grå blyantsfabuleringer over indholdet i støv, nogle af dem lidt uhyggelige, et kranium dukker op på en side. På en anden side ligner bedstefar en udgave af døden med hætte og le, og på en side finder vi barnebarnet med gasmaske.

Støv er en af den børnebøger der kan give barnet en æstetisk oplevelse gennem tekst og billeder og dermed tale til dets sanser, og den kan også bidrage til barnets sprogindlæring. Der tages udgangspunkt i det kendte: hjemme hos bedstefar og bedstemor, støv, støvsuger, og det mindre velkendte inddrages: gamle civilisationer, stjernetåger.

Samtidigt kan Støv – som andre børnebøger – spille en rolle i barnets socialisering ved at præsentere det for normer – man gør da rent?

Rune Johan Andersson

Støv

Oversat af Mads Heinesen

48 sider

Vild Maskine

Udgivet: 19.04.2017

Fra 6 – 7 år, og også for ældre børn og unge

Birte Strandby