Selvforsynende på 1. sal er en herlig bog, for bogens motto ser ganske tydeligt ud til at være: Alt er muligt, selv sund hjemmedyrket, hjemmelavet mad i en lejlighed.

Bogen er en hyldest til alt det, som er muligt at lave selv og selvom man bor på første sal på Vesterbro eller lignede steder. Billederne er flotte og illustrerer bogens budskab godt. Forrest er der et godt register, som indeholder alt fra syning, vindueskarmsplanter og hjemmebagt brød. Det er altså en mangesidig bog. Det er selvforsyning midt i det urbane byliv. Forfatteren er god til at se muligheder og ikke begrænsninger. Med bogen følger også mønstre til forskellige produkter indenfor diverse håndarbejder. Så er du nybegynder, når det drejer sig om alskens håndarbejde, er det ganske givet nu, du har chansen for at springe med på vognen.

Hvis du elsker tanken om selvforsynelse og du gerne vil være en aktiv del af den voksende selvforsyningsbevægelse, så vil du finde denne bog både spændende, lærerig og inspirerende. Som det tydeligt fremgår af denne bog kan alle være med i selvforsyningsbevægelsen, også selvom man bor i en lejlighed i en større by. Du vil blive forbavset over hvor mange produkter, der kan dyrkes på en altan eller i en vindueskarm.

Forfatter: Dorthe Chakravarty

Forlag: Gyldendal

Udg.: 2010.

Anmeldt af Eva-Andrea Vogelgesang Erichsen