Traditionel børnebog om dydige børn og slemme mobbere.

Der er noget sært gammeldags over denne bog med de fine, moderne illustrationer. Hovedpersonerne er Emil og Ida, der går i 7. klasse. Det er søde børn af den type man fortrinsvis kender fra børnebøger fra 1960’erne. De er dygtige til matematik, dygtige til musik, og Emil er dygtig til at spille fodbold. Han taler pænt, skændes næsten ikke med sin storesøster og vasker frivilligt op – der ingen konflikter på hjemmefronten – overhovedet. Hans mor giver også mindelser om en tidsalder, hvor man lagde mere vægt på det kollektive:

Nu hvor hun arbejdede om dagen, havde hun rigtigt meget lyst til at hygge om dem.

Om det så er mobningen, så ser den ud som den gjorde det for mere end 40 år siden i skoler, hvor mobbepolitik endnu var et ukendt begreb. For eksempel bryder dem fra 7. klasse sig ikke om at bruge toiletterne – de kalder det WC – fordi de store fra 9. klasse kan finde på at åbne døren eller chikanere på anden vis.

Mobberne ser ud omtrent som de gjorde dengang, de hed knallertbøller og altid var i flertal. Den ene mobber er Tykke Toby. Han kører ræs på knallert og bevæger sig hærgende rundt i landskabet. Men han har dog tillagt sig nogle moderne tilbøjeligheder: Han tager billeder af Emil i brusebad og lægger det på klassens PC’ere som screensaver, sender ubehagelige mails til en pige og afslutter mobbekarrieren med voldelig bilkørsel. Men han får naturligvis en god gammeldags røffel og angrer, så tårerne løber ham ned ad kinderne.

Emil, den søde dreng, gør stort set alting rigtigt og laver dertil de nydeligste scoringer på fodboldbanen – og måske scorer han også den sødeste pige på skolen.

Retro, kitsch eller en længsel efter tidligere tiders mindre komplekse samfund?

Svend Erik Milsgaard

Illustreret af Tanja Eijgendaal

182 sider

Turbine

Udgivet: 26.03.2014