Som tredje film valgte Pasolini i sin tid at instruere Matthæusevangeliet, hvilket nok er de mest velkendte historier om Jesus blandt os vestlige mere eller mindre protestantiske grupper, lutheranere, eller hvad man nu kan kalde os når vi bare udfører ritualerne uden at lægge mere i det.

Som vi alle ved handler det hele om en eller anden fyr, som får et barn med en eller anden dame. Et barn som bliver påduttet meget høje ambitioner lige fra fødslen af en række repræsentanter fra regeringen, som kommer med gaver til ham. Resultatet af dette er selvfølgelig at barnet også selv udvikler meget høje ambitioner og bruger hele sin ungdom og sit voksenliv på at forsøge at udleve disse ambitioner. På den måde er filmen vel mere eller mindre psykologisk realistisk. Det viser sig dog at der er nogle folk i det etablerede regime, som føler at fyrens ambitioner er for altoverskyggende, og det vil de ikke være med til, så de pisker en stemning op, og som det så ofte sker med store folkemængder og stemninger, så ender det med vold. Fyren bliver henrettet, men kommer så tilbage fra de døde, på grund af nogle forviklinger omkring hvem hans far er.

Pier Paolo Pasolini har endnu engang formået at skabe en fantastisk stemning, hele fortællingen er én lang gåtur i Toscana. Uanset hvor store folks problemer er, hvor stressende deres situationer, så er landet ganske roligt, som om det ved et eller andet. Som om verden er ligeglad med menneskets kvaler, det vedrør ikke den. Det er en interessant følelse til en kristen film, men der er dog ingen tvivl om, at det er det filmen er. Man kunne godt anklage Pasolini for at fremstille Jesus som værende en slags aggressiv kommunistisk taler. Man behøver ikke engang kigge på indholdet af de ting han siger, selvom man også der kan finde spor (replikkerne er selvfølgelig de originale), man skal blot føle hans retorik og passion. Eventuelt kan man finde en gammel Castro-tale på Youtube, til sammenligning. Dette ændrer dog ikke på at filmen er konstrueret således, at hvis man ikke kender historien i forvejen, så kommer den til at virke fuldstændigt usammenhængende. Alting er ekstremt indforstået, selv på trods af at filmen følger den originale fortælling nogenlunde til punkt og prikke. Al metalog og eksposition er blevet fjernet, ingen introduceres ved navn medmindre det var en replik i den oprindelige historie, og dette til trods for at der af og til dukker en fortæller op i form af voice-over.

I forhold til Mamma Roma, Pasolinis forrige film, er Matthæusevangeliet perfekt, i og med at den optegner filmens hovedmotiver: Staten og marginaliseringen. I modsætning til Ettore er Jesus dog meget mere bevidst om sin situation og sætter sig op som en magtdiskurs overfor staten. Ettore vandrer imidlertid bare hvileløst rundt på samfundets bund. Hovedforskellen er at Ettores offer var hans blotte fødsel (se anmeldelsen af Mamma Roma), hvor Jesus udover at være offer, skal gøre sit offer symbolsk. Dertil også at Ettores offer intet ændrer, hvor Jesus offer ryster samfundets fundament (bogstaveligt talt).

Der er en interessant detalje i fimen med hensyn til det at tage noget bogstaveligt. Djævlen og alle hans udfordringer til Jesus, djævlen her fremstillet som en helt almindelig og lettere flabet mand, er blot en mand som tager skriften bogstaveligt og udfordrer Jesus på baggrund af denne bogstavelighed. Dette bliver sat i sammenhæng med Jesus, der taler om at man skal hade sin fader og sin moder, således at vi får en læsning, hvor det som menes med fader og moderegentlig betyder den etablerede orden som så. Ligeledes opfordrer Jesus til, at man elsker ham højere end sin fader og moder, hvilket så kan ses som et ønske fra hans side om, at han som materiel support for det himmelske liv sættes over den etablerede orden blandt mennesker. Det er dog interessant fordi en normal humanist som mig jo, i forvejen ville sætte lovens immaterielle natur i lighed med Kristendom og hvad der nu ellers er. For mig at se var der aldrig nogen forskel på disse to love, med undtagelse selvfølgelig af popularitet måske. De er begge fundamentalt set fiktive og virker kun hvis deres subjekter bevarer deres tro. Man kan selvfølgelig sige, at Kristendom til forskel fra statens lov har en mere åbenlys ideologisk kerne.

Pasolini er en god håndværker, men filmen er meget lang, og lidt kedelig. Det irriterede mig, at den var så indforstået. Det havde været meget mere interessant at lave en version, som behandlede historien som om ingen kendte den. Det interessante i at gøre det på denne måde, er imidlertid at man lukker mængden af muligheder for alternative tolkninger.

6/10 (Det er sjovt at Jesus har konkurrenter (Johannes Døberen og en anden) det kunne jeg ikke huske fra historien)

Produktionsår: 1964

Instruktion: Pier Paolo Pasolini

Medvirkende: Enrique Irazoqui, Margherita Caruso, Susanna Pasolini

Spilletid: 2 timer og 17 minutter