Krimimesse i Horsens den 25. marts 2012

Dagens første arrangement i Snedkeriet var en diskussion af skandinaviske krimiserier med deltagelse af Anna Grue, Hans Rosenfeldt, Niels Lillelund og Henrik Palle som ordstyrer. Det tog panelet halvandet sekund at komme frem til, at danske krimiserier havde forbedret sig, og at der var løbet meget vand i stranden siden Ka’ De li’ østers? og Smuglerne. Anna Grue bemærkede, at man tydeligt kunne se forskel på de serier der var skrevet til film – Broen, Forbrydelsen – og dem der ikke var, for eksempel Varg Veum serien, der havde vist sig at være lidet tv-egnet. De to nævnte – Broen og Forbrydelsen – er også karakteriseret ved at være skandinavisk noir – af Lillelund omsat til, når ’de kendte steder bliver farlige’. Desuden er skandinaviske krimier præget af dystre billeder og det faktum, at vi har seks måneders vinter i modsætning til det sted i England, som Grue benævnte: Midsummer-Murder-egnen.

Og netop det at serierne er blevet mere krævende har gjort dem salgbare som eksportvarer, et faktum der skabte enighed i panelet om, at man ikke skulle sigte for bredt, men lade serierne rette sig mod dem, der gad at holde sig vågne onsdag efter kl. 23.00, og så i øvrigt give afkald på det samfundskritiske og kaste sig ud i fantasy og overraskelser. Lillelund var inde på, at vi i Danmark har en selvhøjtidelig tro på lov og orden, og at mange ’gammeldags’ krimiserier led af et Max von Sydow syndrom – altså at den mest berømte skuespiller i et bestemt afsnit også ville være morderen. Hvilket kan genkendes fra inspector Morse og Colombo. Samtidigt lever danske krimiserier fint med stramninger og dogmetendenser: Der er ikke råd til at sprænge biler i luften, hvordan gør vi så? I den forbindelse blev amerikanernes krimiserier nævnt, og der var tale om, at netop de forfattere, der kunne forventes engang at skrive The Great American Novel, ofte jobbede som manuskriptforfattere på serier, så måske er den store amerikanske samtidsroman i virkeligheden en krimiserie?

Det blev dog ikke den samfundsrealistiske dogmekrimi, der blev dagens hit – eller noir-romanen eller den medialiserede roman, uagtet det blev nævnt, at Elsebeth Egholms Dicte-krimier er under indspilning.

I stedet blev der rig lejlighed til at bemærke den overlæssede, effektfyldte operakrimi – tydeligvis en reaktion netop på den samfundskritiske socialrealisme. Og her var norske Øystein Wiik den bedst tænkelige ambassadør. Wiik er udover at være livlig, humørfyldt og underholdende uddannet operasanger. Det kom publikum til gode, da han i overensstemmelse med det indledende kapitel i sin operakrimi Dræbende applaus sang Puccinis tårn-arie fra Tosca. Det var betagende og efter den sidste strofe E non ho amato mai tanto la vita, tanto la vita! (‘Aldrig har jeg elsket livet så højt) blev han skudt af en mand med legetøjspistol og fastelavnsmaske – og teaterblodet flød og satte kolorit på en søndag formiddag i fængslet. I øvrigt talte Wiik om divaer og primadonnaer i operaverdenen, om krig mellem stjernetenor og dirigent og om jalousi og kampe i operaens galehus. Og så var han ikke den eneste, der talte operakrimi: Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet Glasborgen, der også handlede om opera, og fælles med Wiik er tilbøjeligheden til at anvende patos – nyt i skandinaviske krimier – og så den uhæmmede brug af effekter og en ikke-socialrealistisk tilgang – eller ikke-realistisk for den sags skyld, der er usædvanlig for den skandinaviske krimi. Vedsø Olesen oplyste ved samme lejlighed, at hendes næste krimi ikke omhandlede opera men heavy metal og påpegede i den sammenhæng, at der ikke var den store forskel på at høre Rammstein og Wagner.

Norske Arne Dahl var også med i år. Hans ’Dekameron’ er blevet indspillet for tv, og han har påbegyndt en ny serie på fire bind, hvor den første ’Hviskeleg’ netop er udkommet på dansk. Den næste, der måske vil få titlen ’Stoledans’ forventes i efteråret. Ingen Arne Dahl uden involvering af ny kriminalitet, således er der udover menneskesmugling og mord også tale om giftdumping i Hviskeleg. Den er desuden karakteriseret ved at være mere europæisk og mindre norsk.

Et at de bedre indslag af mange gode var emnet Spændingsmestre, der blev vendt af Frank Esmann, Morten Hesseldahl, Leif Davidsen og med Jesper Stein Larsen som interviwer/ordstyrer. Esmann indledte med at fortælle om en spændingsroman, der havde stor betydning for ham: Frygtens Pris af Georges Arnaud fra 1950, filmatiseret af Henri-Georges Clouzot i 1953. Bogen/filmen handler om, at en virksomhed skal bruge nitroglycerin for at standse en brand, hvorfor fire forarmede mænd mod en klækkelig betaling tilbyder at fragte nitroglycerinen frem ad de hullede veje i dårlige lastbiler. Det bliver en tur med omkostninger. Esmann fremhævede bogen for enkelthed, slagkraft og civilisationskritikken.

Leif Davidsen medbragte le Carrés klassiker Spionen der kom ind fra kulden (1963), som han omtalte som en af de mest vidende krimier siden Graham Green og Raymond Chandler. Hvorimod Morten Hesseldahl nævnte The Road af Cormac McCarthy, ud fra den betragtning at den omhandler det største ‘What if…’ man som krimiforfatter kan stille sig selv.

Desuden nævntes Ian Flemming med vægt på dennes korte beskrivelse af aktioner og lange beskrivelser af følelsen ved at sætte sig bag rattet på en Aston Martin. Af andre forbilledlige krimiforfattere blev Hammett, Clancy og Burke omtalt.

Esmann var inde på, at man skulle udnytte teknikken, de dramatiske bølger der virker i spændingsromaner, hvorimod Leif Davidsen sværgede til en noget andet fremgangsmåde og indrømmede, at han indledte med at skabe en hovedperson, og at han i øvrigt ikke anede, hvordan romanen sluttede, når han påbegyndte bogen. Her nævntes igen såvel Chandler, der havde det med at sende en mand med en pistol ind på scenen, så krimien ikke gik i stå, som le Carré der omvendt har haft en hovedperson stående på side 73 siden 1986.

I øvrigt sagde de tre krimiforfattere samstemmende, at kærlighed var lige så vigtig eller vigtigere end selve krimien, og at det gjaldt om at skabe en helhed.

Krimimessen var også i år et tilløbsstykke, det kulturelle segment var i rigt mål til stede, enkelte af dem i selskab med ægtefæller i bredriflet fløjl. En sand oase for kriminørder.

Birte Strandby