Kartofler er og bliver basiskost i mange danske køkkener. Derfor er ”Kartoffelkogebogen. En kærlighedserklæring” da også en guldgrube af inspirerende, smagfulde og indbydende opskrifter med kartofler i fokus. Norske Ina-Janine Johnsen har forfattet den store smukke kartoffelkogebog, der tager læseren med til alle verdens lande. Men bogen har sit udspring i det norske køkken, der som herhjemme har en lang og fin tradition for at anvende kartoflerne. ”Kartoffelkogebogen. En kærlighedserklæring” er Ina-Janine Johnsens femte kogebog. 

I de senere år har kartoflen desværre fået hug for sine kulhydrater. Men kartofler er både sunde, billige og uhyre klimavenlige, da de produceres lokalt i modsætning til fx ris og quinoa. I ”Kartoffelkogebogen. En kærlighedserklæring” giver Ina-Janine Johnsen dig mere end 100 opskrifter med kartofler. Der er tale om en bred vifte af retter, hvori kartoflen optræder. 

Bogen består af følgende kapitler: 

  • Forord 
  • Kartofler som tilbehør
    • Ovnbagte kartofler
    • Gratiner
    • Kogte kartofler
    • Pandestegte og friterede kartofler
    • Kartoffelsalater
  • Kartofler som måltid i sig selv
  • Kartofler som snack
  • Den anden kartoffel 
  • Kartofler i bagværk 
  • Register 

Alle opskrifter præsenteres på et dobbeltopslag, hvor opskriften fylder den ene side og fotografiet fylder den anden side. Enkelte opskrifter har fået en ekstra side eller to for at illustrere tilblivelsesprocessen i trin-for-trin-billeder. Her og der kunne man ønske at flere opskrifter var beriget med disse trin-for-trin-billeder.

Hver opskrift introduceres af en indledende tekst, der er i ord beskriver retten. Her får læseren et godt indtryk af smagen og måske også et trick til tilberedningen eller et tip til servering. Ingredienserne er sat op på pædagogisk og læsevenlig vis med et fint layout. Arbejdsprocessen er beskrevet i punkter, der er lette at gå til i praksis. Det virker gennembearbejdet og overskueligt.

Forfatteren kommer både omkring de kendte grundopskrifter med kartofler og mere ukendte kartoffelretter fra nær og fjern. Nogle af retterne er enkle og andre er mere raffinerede. Fælles for alle opskrifter er, at læseren hjælpes til at ramme plet med resultatet, idet der gøres opmærksom på forhold der kan give anledning til fejl og fordi processen er præcist beskrevet. 

Ina-Janine Johnsen viser på glimrende vis, hvordan en lille uanselig rodfrugt kan antage utallige former i et køkken. kartoflen kan koges, steges, bages og meget mere! Opskrifterne er et fint miks af gamle klassikere såsom kartoffelkroketter, saltbagte kartofler – også kaldet kanariske kartofler – (her savnes en opskrift på mojo rojosauce eller romesco sauce til), kartoffelsuppe, brændende kærlighed og kartoffelomelet. Men der er også moderne eller mere eksotiske retter såsom indiske kartofler, kartoffelvafler, kartoffelsalat med bacondressing, amerikanske pandekager med kartoffel og pølse i bagt kartoffel (en form for kartoffel-hotdog). 

Det er en fornøjelse at få tilføjet nye kartoffelretter til sit repertoire. Ina-Janine Johnsen gør især meget ud af kartofler som tilbehør. Hun hjælper dig i mål med alt fra røsti, hjemmelavet gnocchi, friterede kartoffelskræller til de legendariske pommes frites, der er selvskrevne i en bog som denne. De vegetariske opskrifter kunne med fordel være markeret med et V i indholdsfortegnelse og register. Men ellers er det svært at finde noget, at bemærke. 

”Kartoffelbogen. En kærlighedserklæring” er yderst velegnet til alle læsere, der ønsker at give kartoflerne ekstra opmærksomhed. Ina-Janine Johnsen hjælper dig på kreativ vis til at løfte kartoflen væk fra en halvkedelig birolle til en flot hovedrolle i dit køkken. Velbekomme dig – og god læselyst. 

Værd at vide!

Besøg Ina-Janine Johnsens norske madblog her:  Mat på bordet 

Kartoffelkogebogen

En kærlighedserklæring

Forfatter: Ina-Janine Johnsen

Oversættelse: Anne Skov Thomsen

Forlag: TURBINE 

280 sider. Hardback

Udgivelsesdato: Den 16. 5. 2022 

Anmelder: Nønne Lønne Votborg