Weis og Hickman er nogle af de helt store i fantasygenren med over 50 romaner. De er bl.a. skabere af det kendte Dragonlance univers med både bøger og spil. Drager er forfatterteamets speciale og Drageknogler er første bind i en ny fantasyserie ‘Drageskibe’, der foreløbigt omfatter seks bind – andet bind kommer i begyndelsen af januar.

Historien foregår i en vikingelignende verden med en teknologi der svarer til vikingetidens. Men som ofte i fantasy er gudeverden helt virkelig. Mennesker med evner og guderne kommunikerer og guderne assisterer rent fysisk deres tilhængere i dagligdagen og i krig. Udover de forskellige mere almindelige guder er der i dette univers også gudelignende magtfulde drager der kan tilkaldes til at hjælpe den klan den enkelte drage er knyttet til gennem en lille drageknogle.

Hovedpersonerne i Drageknogler er den unge høvdingesøn, krigerhøvdingen Skylar, et modigt brushoved, og hans adoptivbroder, den tænksomme og fornuftige Gern plus de to præstinder Draya og Treia samt den unge smukke Ajlena – forlovet med Skylar men forelsket i Gern.

Efter en yderst vellykket jagt hvor de to brødre har nedlagt et enormt vildsvin vender de tilbage til store problemer. En fjendtlig stamme, ogrerne – tre meter høje muskelbundter med små barnelignende hoveder – ankommer med en overtallig styrke og forlanger overgivelse. Orgrerne hævder at menneskeklanens guder er døde og deres guder nu behersker universet.
helt så slemt står det dog ikke til. En af menneskeguderne er blevet dræbt og de andre er på flugt, men de har stadig en chanse hvis vikingerne kan samle de seks vigtigste drageknogler, der rummer så megen magi at vikingeguderne med dragehjælp kan vende nederlaget til sejr.
Det bliver dramatisk og blodig saga med tapperhed og forræderi, mennesker, guder og drager i kamp om overlevelse, magtfulde shamaner, vilde vikinger, magi, krig og kærlighed. Weis og Hickman ved hvordan man udfolder et spændende fantasyunivers, og det skal blive spændende at følge udviklingen i denne dragekrig, der er fyldt med drager, krig, jalousi og jagt på livsvigtige magiske klenodier.

Drageknogler
Forfattere: Margaret Weis og Tracy Hickman
Oversættelse: Bjarne Skovlund
266 sider
Forlag: tellerup.dk
Udg.: December 2009

Jan Vandall