En græsk myte genialt og fascinerende genfortalt som monolog i desillusioneringens tidsalder.

En kvinde henvender sig til en ’hr. Formand’ for at forklare den tydeligvis meget magtfulde mand, hvorfor hun ikke har benyttet den særlige tilladelse, hun har fået til at forlade Hjemmet og besøge sin ægtefælle.

I begyndelsen får man det indtryk, at det drejer sig om at forlade en plejehjem eller sygehus for et enkelt besøg i hjemmet. Kvinden er indlagt efter en forgiftning, og hendes mand har bønfaldet hr. Formand om, at hun må komme hjem. Ægtefællen er digter, hans succes skyldes ikke mindst hendes talent for at sortere i hans pompøse skriverier, og han kan ikke undvære hende. Omsider får han tilladelse til at hente hende, en tilladelse der så vidt vides aldrig er givet før.
Havde det været ægte kærlighed, var hun måske fulgt med ham ud…

Det er et enestående stykke litteratur, og som læser bringes man langsomt fra opfattelsen af et plejehjem, en bestyrelsesformand og et gammelt ægteskab videre til, at Hjemmet er noget andet end et hjem. Et uendeligt sted med gange og kroge med en atmosfære der er mørk, kold og beklumret. Belysningen er skummel, og formanden, der kun tiltales meget respektfuldt, kan aldrig ses. Der er sortklædte vagter, der blandt andet forhindrer, at hjemmets beboere falder i søvn.

Med i kvindens tale til Formanden er tankerne om hendes ægteskab og livet udenfor Hjemmet. Ligeså afspejles de overvejelser der indgår, inden hun ender med at tage en fatal beslutning, der frarøver hende alt, men giver menneskene en romantisk og dramatisk myte.

Claudio Magris
Oversat af Hanne Jansen
55 sider
Samleren
Udgivet: 27.03.2013