Dengang man opfandt barndommen og besluttede, at de små ikke bare var dumme voksne, blev det samtidigt nødvendigt at opfinde børneopdragelsen. Børneopdragelse var forældrenes opgave, men der var hjælp at hente i litteraturen.

I 1568 kunne børnene læse i Børne Speigel:

Tidligt om Morgenen skal du opstaa

Og straks tage dine Klæder paa.

Red dit Haar og vask Hænder og Mund,

Og tjen siden Gud af hjertens Grund.

Således kunne bøger for børn være en støtte for forældrene, både ved direkte at fortælle barnet, hvordan det skulle opføre sig og ved at fortælle om eksemplariske børn, som det gik godt for:

I 1812 udgav brødrene Grimm Haus- und Kindermärchen. Af de gamle overleverede eventyr kunne man lære, at ydmyghed, arbejdsomhed og tålmodighed blev belønnet til sidst, uanset hvad man ellers var udsat for i mellemtiden, og uanset om man var Snehvide, Askepot eller den vordende dronning i Rumleskaft. Var man blot god, lydig og hårdtarbejdende, så var der håb om lykke og rigdom lige om hjørnet. Derfor var det godt at læse eventyr for børn, så de kunne lære, hvordan man skulle opføre sig. I samme hug var eventyrene effektive, når det gjaldt om at holde de lavere samfundslag i ave. Sådan er det ikke mere. Tværtimod er autoritetstro og ubetinget lydighed ikke meget bevendt i levende demokratier, og intetsteds er opgøret med autoriteterne så tydeligt som i børnelitteraturen.

Børnelitteraturen tager historisk set to slags hensyn: Den skal kunne læses af børn – det fremgår sædvanligvis af tekstlængde og lixtal, og den skal tilgodese såvel barnets som samfundets behov. At tilgodese barnets behov betyder eksempelvis at bidrage til at understrege trygheden i hverdagen – derfor er harmoniske historier og lykkelige slutninger hyppige i børnebøger, og samfundets behov imødegås derved, at barnet forberedes på voksenverdenen. Det interessante ved begge hensyn er, at det sædvanligvis er voksne der vurderer dem, og det er således også voksne, der afgør hvilke karaktertræk der skal fremavles hos de små, så de kan blive gode samfundsborgere. Heraf kan man se, hvilke dyder de forskellige tider lagde vægt på hos de unge generationer, og i mange år tillagde man høflighed og ydmyghed stor værdi. Også H. C. Andersen beskriver i sine eventyr gode, tålmodige børn som for eksempel Gerda iSnedronningen, og i Ole Lukøje betones det, at man skal være artig og ære sine forældre. Hvis den forventede belønning alligevel ikke indfinder sig pronto, så er der håb i det hinsides, som det fremgår af Den lille pige med svovlstikkerne. I modsætning hertil belønnes Klods-Hans for sin frimodighed og sin manglende autoritetstro! Man kan altså, hvis man er af hankøn (og næsten voksen), godt blive belønnet for at tænke selv!

Flugten til Amerika af Christian Winther fra 1835 udgør et stilbrud i forhold til tidens trend, dels fordi den er skrevet for voksne, selvom den fandt et barnligt publikum, og dels fordi hovedpersonen her får lov til at blive vred, udleve sin vrede – og næsten bortføre sin lillebror, inden han med myndig voksenhjælp kommer til (voksen) fornuft.

Da var jeg ikke så from som nu,

da havde jeg ben i panden,

mit blod var hedt og ilter min hu,

jeg forstod mig kun lidt på forstanden.

Det er en landevinding i børnelitteraturen, at selv det velopdragne borgerbarn både kan blive vred og være på afveje, og måske kan han takke påvirkningen fra en Rousseau-inspireret Struensee for, at han ikke bliver straffet.

Ude i verden udviser litteraturen brutale konsekvenser for dem der ikke lever op til forældrenes forventninger, således i Den store Bastian (1845, dansk 1847) hvor man kan lære, at det får frygtelige følger, hvis man leger med tændstikker, ikke spiser op eller er forfængelig. Det foregår på velklingende vers, men tydeligvis handler Den store Bastian om, hvad der sker, når man ikke lytter til sine forældre. Det er bemærkelsesværdigt, at det er alene børnene der fejler. Forældrene er fejlfrie.

Forældre – især de fejlfrie – er ofte uinteressante, måske er det derfor der findes masser af børnebøger og eventyr uden tilstedeværende forældre

Alice i Eventyrland (1865) skiller sig ud fra den almindelige børnelitteratur ved sin fantastiske parallelverden, men Alices egen opførsel er upåklagelig, hvad Lewis Carroll da heller ikke tøver med at fortælle læseren flere gange undervejs. Netop Alices uangribelige høflighed får udsat dronningens dom: Af med hendes hoved! Alice klarer i øvrigt alle sine vanskeligheder uden forældreindblanding.

Litteraturen rummer utallige eksempler på børn der trods trange kår er gode og rettænkende som i for eksempel den hjerteskærende roman Frændeløs (1878), hvor man kan tale om en hjertets dannelse hos det unge menneske, der tænker på alle andre før sig selv – en linje der følges til langt op i 1900-tallet i blandt andet Bertha Holsts romaner om piger (1910 – 1927), der måske nok kan have flere uskønne karaktertræk, men på bunden altid er ærlige og kærlige, uagtet de i ganske stort omfang er udsat for svigt og fraværende forældre. Der er heller ingen forældre iTante Grøn og Tante Brun og Tante Lilla (1919), hvor kan man læse om hvordan to pæne børn, fattige men velopdragne, kan finde et fristed hos de fine tanter og få det godt, netop fordi de er så velopdragne.

I Maria Andersens Tudemarie, 1939 (handlingen 1880) begynder et beskedent opgør mod autoriteterne. Tudemarie er barn af stenbroen, hun kæmper sine egne kampe og falder jævnligt i, fordi hun handler længe før hun tænker, og ikke sjældent ender det med afstraffelse. Men engang i mellem slipper hun godt fra sin foretagsomhed. Det gør Spørge-Jørgen fra 1944 til gengæld ikke. Han stiller for mange spørgsmål, og det får konsekvenser:

Men en dag blev det hans far for meget,

Jørgen fik smæk og Jørgen blev lagt i seng.

Og nu lå han der igen og spurgte,

næsten som en helt fornuftig dreng.

Netop i de år skete der en ændring i forfatternes (forældrenes?) holdninger til børn – som hos Astrid Lindgren der fra 1945 berigede børnelitteraturen i næsten 60 år. Hvor tidligere tider har foreskrevet, at det onde skulle bankes ud af ungerne – Spare the Rod and Spoil the Child – tror Lindgren på, at børn basalt er gode. Det ser man især på Emil og Pippi, som nok overtræder de fleste regler for høflighed, men aldrig træder ved siden af rent moralsk. En bemærkelsesværdig anarkistisk scene finder sted tidligt i historien om Pippi Langstrømpe: To politibetjente tropper op i Pippis hus for at hente hende og anbringe hende på børnehjem (’Åh, sagde Pippi, det må være min lykkedag i dag. Politiet er det bedste, jeg ved. Næst efter rabarbergrød’). Det lykkes for Pippi at lokke de to betjente op på husets tag, hvorefter hun fjerner stigen, så de ikke kan komme ned. Det er signifikant for Lindgren, at øvrighedspersonerne ender med at opgive Pippi, så hun kan blive boende alene i sit hus. Kapitlet blev meget sigende bortcensureret i den første oversættelse til fransk.

Lindgren tillader i det hele taget børn at være børn, selvom idyllen i de fleste af hendes romaner, Vi på Krageøen, Alle vi børn i Bulderby,Grynet er rigelig heftig sammenlignet med nutidens socialrealistiske tilbøjeligheder.

Men ellers bliver ungerne stadigt værre – også i resten af Europa. I 1994 dukker Rædsomme Rune (Horrid Henry) op i England, og han er virkelig en rod. ’Rædsomme Rune bliver rig’ er en ualmindelig upædagogisk børnebog, om hvordan Rune stikker af hjemmefra, hvordan han klarer en aktivitetsdag og hvordan han bliver rig – alt sammen begivenheder der med Runes aktive deltagelse får overraskende udfald: I erkendelse af at hans lommepenge ikke strækker får Rune den idé at sælge sin bror. Det viser sig at være genialt. Dels slår han to fluer med et smæk, da han afgiver sin irriterende bror, og dels viser det sig, at der også er penge i at lade handlen gå tilbage.

Bogen indeholder desuden nogle slemt upædagogiske tips om, hvordan man ufint kan vinde en konkurrence, og hvordan man kan sørge for at få de bedste julegaver. Ingen af metoderne kan anbefales, hvis man vil gøre sig i det gode selskab.

Det skal siges til Rædsomme Runes forsvar, at hans bror hedder Perfekte Peter, og klassekammeraterne Dydige Dennis og Fejlfrie Felix. Så er banen kridtet af til udfordrende adfærd, og Rune lever op til alle de værste forventninger.

Også i Danmark bliver det værre og værre med de tidligere så tavse og tålmodige børn. Fupz Aakeson åbner for belysning af hykleriet med Sallies Historier herunder novellen Verdens Uartigste Dreng: Svend Bendt er en sød og hjælpsom dreng, men han har et problem. Når hans faster nådesløst serverer kålroulader og efterfølgende spørger Svend Bendt, om han kan lide maden, så er Svend Bendt ude af stand til at lyve og svarer: ‘Nej, ærlig talt faster, det smager af prut og bæ.’

Derfor beslutter forældrene at sende Svend Bendt på lyveskole, så han kan lære kunsten at lyve. Det giver på sigt også bedre julegaver.

Senere udkommer bøgerne om drengen de kaldte Vitello. Vitello bor alene med sin mor, der efter sigende har fået ham med en sjuft. Vitello er gang på gang på vej ud i noget snavs. Hans normer er meget fleksible, mens hans legekammerater med den evigt bilvaskende far repræsenterer en moral, der altid ender med at trække Vitello tilbage på den legale hovedvej.

I ‘Vitello bliver forretningsmand’ går Vitello sammen med vennerne Max og Hasse og møgungen William i gang med projekt køb billigt og sælg dyrt. Det viser sig at være lidt af en udfordring, for hvad kan man egentligt købe billigt? Luft er gratis, og jord – og blomster! De håbefulde poder tager fat i blomstermarkedet, og forretningen begynder godt, men hvis haveejeren opdager, hvor de har hugget blomsterne, vil hun måske ikke købe dem dyrt.

Vitello-bøgerne benytter ikke den løftede pegefingers princip, men påviser jævnligt, hvor tingene kan gå galt.

Men repræsenterer Fupz Aakeson et oprør mod overdreven høflighed, så går det helt galt med Rune Kidde – i for eksempel Søde Sally Sukkertop og andre Ækle Æventyr I (2005). Hvor Sallie i Sallies historier plager sin far for at få historier, skønt han hellere vil se TV-avis, så går Søde Sally Sukkertop ud over kanten og sprænger Bedstemor Bob i luften, hvis hendes historier ikke svarer til Sallys forventninger. Og det er ikke bare forældrenes krav til opdragende litteratur, der har ændret sig i tidens løb. Det har børns forventninger også, som det fremgår af eventyret om Hærge-Hans og Grimme Grete: ’Der var engang et par forpulede møgunger, der var så irriterende, at deres forældre besluttede sig for at komme af med dem én gang for alle.’

Rune Kidde får sagt alt det, man ikke må – som regel til stor begejstring for målgruppen – børn i 2. klasse ca. Og dermed røg børnelitteraturens sidste opdragelsesbastion: Det pæne sprog.

Børnebogsmarkedet er nærmest eksploderet de seneste år, men det kniber med at få hjælp til opdragelsen i børnelitteraturen. Til gengæld er det blevet sjovere at være oplæser, og litteraturen til børnene omfatter efterhånden både kunst som hos Hesselholdt (Den grådige skarv, Det gale kattehus 2007), indføring i tro, ’Hej Gud og alle engle’, kulturforståelse ’Kan man spise softice med pinde?’ af Malene Fenger-Grøndahl (2011) og eksistentialistiske emner såsom ‘Drengen der hele tiden tabte sit ansigt’ af Kathrine Assels og Cato Thau-Jensen. Så selvom litteraturen ikke længere kan lære ens børn om dydighed, så kan den måske bidrage til skabe vidende og empatiske børn med et forhåbentligt ikke alt for frygteligt sprog.

(FriskoleBladet den 29. maj 2012)